Hop til indhold

Hvilke barrierer og muligheder er der for arbejde med uddannelse i bæredygtig udvikling i dagtilbud, på skoler og uddannelsesinstitutioner? Det er et af de spørgsmål, som første fase af Handleplan for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling skal se på. Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fik overrakt handleplanen i januar 2022 af repræsentanter fra organisationerne, der står bag handleplanen.

Som en del af handleplanen skal partnerskaber på Børne- og Undervisningsområdet se på, hvordan der arbejdes med uddannelse i bæredygtig udvikling og undersøge udviklingspotentialer. Partnerskaberne skal blandt andet også undersøge, hvilke udfordringer, der kan være i det pædagogiske arbejde og i samspillet med det omkringliggende samfund, når man arbejder med uddannelse i bæredygtig udvikling.

”Ingen er forhåbentlig i tvivl om, at vi står på en brændende platform, når det kommer til klima. Heldigvis har vi en generation af børn og unge, som er meget bevidste om udfordringerne og enormt optagede af at bidrage til at løse dem ved at leve mere bæredygtigt. Mange børn og unge er gået forrest og har allerede ændret vaner. De tripper for at få lov til at bidrage til den grønne omstilling. Derfor glæder det mig, at vi nu tager et vigtigt skridt i retning af at integrere bæredygtighed endnu mere i hverdagen i dagtilbud, på skoler og uddannelsesinstitutioner,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Bag handleplanen står 24 organisationer fra børne-, undervisnings-, uddannelses- og kulturområdet. Organisationerne har konstitueret sig i otte partnerskaber for henholdsvis folkeoplysning, dagtilbud, grundskoler, erhvervsuddannelser og FGU, gymnasiale uddannelser, korte- og mellemlange videregående uddannelser, lange videregående uddannelser og voksen- og efteruddannelser. 

De otte partnerskaberne skal udføre kortlægningsarbejdet på deres respektive områder. Partnerskaberne kan desuden suppleres med institutioner, organisationer og enkeltpersoner (forskere og eksperter) for at styrke partnerskabets arbejde. 

Der etableres med tilskud på 0,5 millioner kroner i 2022 fra Børne- og Undervisningsministeriet et midlertidigt sekretariat, som har ansvaret for at koordinere og samle partnerskabernes arbejde til en samlet afrapportering, som skal ligge klar i september 2022.

Organisationer bag handleplanen:

  1. Danmarks Lærerforening
  2. Dansk Folkeoplysnings Samråd
  3. Danske Gymnasier
  4. Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  5. Danske HF & VUC
  6. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
  7. Danske Professionshøjskoler
  8. Den danske UNESCO-nationalkommission
  9. Den Grønne Studenterbevægelse
  10. Danmark Tekniske Universitet
  11. EEO - Erhvervsskolernes ElevOrganisation
  12. Folkehøjskolernes Forening i Danmark
  13. Friskolerne
  14. Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
  15. Lærerstuderendes Landskreds
  16. Rektorkollegiet for de Kunstneriske og Kulturelle Uddannelser
  17. Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
  18. Studenterforum UC
  19. Studenterrådet ved Københavns Universitet
  20. Verdens Bedste Nyheder/Verdenstimen 
  21. Danske Studerendes Fællesråd
  22. Concito – Klimaambassaden
  23. RCE Denmark 
  24. Danske Universiteter

Læs handleplanen her (verdensmaal.org)