Hop til indhold

Regeringen har torsdag offentliggjort en ny digitaliseringsstrategi med 61 initiativer. 

I strategien lægger regeringen blandt andet op til at afsætte 200 millioner kroner til at indføre teknologi i folkeskolens undervisning. Det kan ske som led i at introducere flere praktiske elementer i skolen og skal være med til at ruste eleverne til en digital fremtid. 

Derudover lægger regeringen op til at afsætte 10 millioner kroner til en digital udstyrspulje til videnscentrene på erhvervsskolerne. Med puljen kan videnscentrene søge om midler til indkøb af ny digital teknologi og nyt digitalt udstyr samt til kompetenceudvikling for lærere og undervisere.

”Vi lever i en digital verden, og for både børn, unge og voksne er teknologien en fuldstændig fast del af hverdagen. Det er afgørende for regeringen, at vores børn og unge får de nødvendige digitale kompetencer og forståelse for digitale teknologier. Det er en helt central del af børn og unges dannelse i 2022 og et led i en mere praktisk skole,” siger Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Regeringen vil invitere Folketingets partier til forhandlinger om udmøntningen af strategiens initiativer.