Hop til indhold

Der er store forskelle mellem drenges og pigers faglige resultater. Pigerne klarer sig især bedre i de sproglige fag, mens der ikke er nævneværdig forskel mellem de to køn i matematik. Forskellen ser ud til at opstå tidligt og er med årene kun blevet større. 

Derfor skal en ekspertgruppe nu undersøge mulige årsager til kønsforskellene blandt børn og unges faglige resultater i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. I deres arbejde skal de for eksempel kigge på betydningen af undervisningens form, indhold og organisering for elevernes læring og generelle motivation samt afdække, om der allerede i dagtilbud er faktorer, der bidrager til forskellene. 

Arbejdet skal munde ud i en række anbefalinger til børne- og undervisningsministeren, om hvordan man kan nedbringe betydningen af køn i dagtilbud og elevernes faglige udbytte i både folkeskolen og på ungdomsuddannelser. 

"Regeringen ønsker, at alle børn og unge skal have lige muligheder for at blive så dygtige, som de kan. Men drengene sakker bagud i vores skolesystem. Nogle af dem halter allerede efter pigerne ved skolestart. Det kan og skal vi gøre bedre. Første afgørende skridt er, at der er brug for mere viden om de faglige forskelle blandt piger og drenge og bud på, hvor vi skal tage fat," siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Det faglige gab mellem drenge og piger i faglige resultater skal lukkes, før det bider sig for godt fast. Det er ekspertgruppens opgave at bidrage hertil. Jeg ser frem til arbejdet, som er særdeles vigtigt i en situation, hvor vi desværre er begyndt at tale om piger og drenge som henholdsvis uddannelsessystemets vindere og tabere. Det må vi gøre noget ved," siger ekspertgruppens formand, Claus Holm, som er institutleder på DPU.

Som grundlag for ekspertgruppens arbejde har Børne- og Undervisningsministeriet udarbejdet en analyserapport om de faglige forskelle mellem drenge og piger, og hvordan de udvikler sig i løbet af folkeskolen og i overgangen til ungdomsuddannelse. 

Analysen viser blandt andet, at forskellen mellem drenge og pigers resultater i de obligatoriske prøver i folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse har været stigende fra 2008 til 2019. Samtidig viser analysen, at køn har en betydning for fuldførelse af ungdomsuddannelse. 

Ekspertgruppen består først af fremmest af elever, pædagoger, lærere og skoleledere fra dagtilbuds-, folkeskole- og ungdomsuddannelsesområdet og derudover af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, forskere med særlig indsigt i området samt rettighedsorganisationer med fokus på køn. Ekspertgruppen skal afrapportere til børne- og undervisningsministeren i fjerde kvartal af 2023.

 

 

Medlemmer i ekspertgruppen om køns betydning for læring og udvikling i dagtilbud, folkeskoler og på ungdomsuddannelser

  • Formand Claus Holm, institutleder på DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse – Aarhus Universitet.
  • Kristina Avenstrup, områdeleder for Børnehusene Kokkedal, Fredensborg Kommune.
  • Anne Hammer, folkeskolelærer, Sejs skole, Silkeborg Kommune. 
  • Gitte Rasmussen, skoleleder, Virum skole, Lyngby-Taarbæk Kommune.  
  • Marius Laursen Plamboeck, skoleelev, Øster Farigmagsgade Skole. 
  • Ane Stallknecht, centerchef i Center for Børn, Unge og Familier, Odsherred Kommune.
  • Leif Andersen, erhvervsuddannelseselev, TECHCOLLEGE i Aalborg. 
  • Henrik Dyrby Mogensen, faglærer på Erhvervsskolen Zealand Business College i Roskilde. 
  • Helene Rossing Pedersen, leder, erhvervsskolen Learnmark Horsens. 
  • Peter Mink, gymnasieelev, Skive Gymnasium. 
  • Helene Caprani, gymnasielærer, Midtsjællands gymnasium.
  • Dorte Fristrup, rektor, Aarhus Statsgymnasium. 
  • Nanna Højlund, næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
  • Elisabeth Lund Nyborg, chefkonsulent, Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
  • Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT+ Danmark.
  • Henriette Laursen, direktør, KVINFO.
  • Thomas Christensen, formand, Dansk Mandesamfund. 
  • Steen Baagøe Nielsen, Lektor, MA & PhD, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet. 
  • Dorthe Staunæs, Ph.d., Cand. Psych., Professor, Aarhus Universitet. 
  • Mette Verner, Professor MSO, VIVE. 
  • Lise Tingleff, Ph.d., områdechef for grundskoleområdet, EVA.