Hop til indhold

Erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser skal kunne søge om midler til at udvikle og afprøve undervisning med henblik på at understøtte den grønne omstilling. Det er er partierne bag finansloven for 2021 og aftale om Stimuli og grøn genopretning af 6. december 2020 netop blevet enige om.

Med finansloven for 2021 afsatte regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet 100 millioner kroner årligt i 2021-2022 til opkvalificering og efteruddannelse inden for klimatilpasning og grøn omstilling.

I 2021 udmøntede aftalepartierne 100 millioner kroner direkte til tre uddannelsesindsatser inden for grøn omstilling. Aftalepartierne er nu blevet enige om, at hovedparten af de 100 millioner kroner i 2022 skal udmøntes via en ansøgningspulje målrettet udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne med inddragelse af relevante faglige udvalg og efteruddannelsesudvalg.

Aftalepartierne er enige om, at udmøntningen af puljen skal tilgodese to overordnede formål. For det første, at der er sektorer, som vurderes at skulle bidrage i særlig grad til CO2-reduktion. Der reserveres derfor 58,4 millioner kroner til ansøgninger om udstyrsinvesteringer og kompetenceudvikling af undervisere. Midlerne kan søges af udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser inden for hovedområderne 1) Landbrug og fødevarer og 2) Teknologi, byggeri og transport. 

For det andet er aftalepartierne enige om, at alle erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser er centrale i den grønne omstilling. Der reserveres derfor 39 millioner kroner til, at alle udbydere af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser kan ansøge om midler til at udvikle og afprøve undervisningsforløb inden for klimatilpasning og grøn omstilling i perioden 2022-2025.

Det fremgår af aftalen, at de faglige udvalg og efteruddannelsesudvalgene inddrages i udviklingen af indsatserne med henblik at sikre, at den viden, som allerede er opbygget i systemet, tages med i det videre arbejde.

Endeligt er aftalepartierne enige om at tildele 4 millioner kroner til Center for IT i undervisningen på erhvervsuddannelserne (CIU). Med midlerne udvides CIU’s formål og opgaver til at omfatte opgaver relateret til grøn omstilling og bæredygtighed inden for alle erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser. 

”Jeg er glad for, at vi er enige om at give en hånd til de sektorer, der skal gå forrest med at løse den bundne opgave, det er at reducere CO2-udslippet. Samtidig skal vi have for øje, at alle erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser står centralt i den grønne omstilling,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Uddannelse spiller en afgørende rolle for en bæredygtig fremtid, derfor var vi i SF også rigtig glade for de penge vi fik afsat på finansloven, så vi kan sikre stærke og grønne efteruddannelses- og opkvalificeringstilbud. For vi skal have alle med, hvis vi skal lykkes med at komme i mål med den grønne omstilling. Det gælder selvfølgelig både ledige og beskæftigede. Derfor er vi i SF også rigtigt glade for, at vi med denne aftale sikrer, at hele sektoren kan arbejde målrettet med den grønne omstilling, og at bidrag fra de faglige udvalg sikrer et solidt faglidt grundlag for udviklingen,” siger Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

”Vi skal blive ved med at sætte turbo på den grønne omstilling og øge investeringerne i at gøre Danmark grønt. Erhvervsuddannelserne og AMU-systemet spiller en rigtig vigtig rolle i den grønne omstilling. Jeg er derfor glad for, at vi hurtigt er blevet enige om udmøntningen, så pengene kan komme ud og virke så hurtigt som muligt og gøre Danmark grønnere,” siger Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

”Uddannelsesområdet har en afgørende betydning for den grønne omstilling af vores samfund. Det er derfor godt, at vi nu kan fordele yderligere 100 millioner kroner til grøn efteruddannelse og opkvalificering, og jeg glæder mig over, at vi med fordelingen af midlerne anerkender, at alle dele af sektoren har en vigtig rolle at spille i omstillingen,” siger Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

”Erhvervsuddannelser og -uddannede er en af de vigtigste spillere i den grønne omstilling, især inde for nogle af de mest skadelige sektorer, navnligt landbrug, byggeri og transport. Derfor skal vi sikre kursen på de uddannelser bliver rettet over i det grønne spor," siger Nicklas Hakmann, Alternativet.

Det forventes, at ansøgningspulje åbnes senest medio juni 2022.

Formål for udmøntning af pulje til grøn efteruddannelse og opkvalificering 2022

1. 58,4 millioner kroner til udstyrsinvesteringer og tilhørende kompetenceudvikling målrettet udvalgte sektorer

2. 39,0 millioner kroner til udvikling og afprøvning af undervisningsforløb på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne

3. 4,0 millioner kroner til Center for IT i undervisningen på erhvervsuddannelserne udvikling og forankring af viden om og kompetencer til brug for grøn omstilling mv. på tværs af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne