Hop til indhold

Livestreaminger med fællessang. Onlinefællesskaber med bagning og hækling. Bevægelseskonkurrencer, hvor eleverne tegner figurer på deres gå- eller løberuter.

Det er nogle af de aktiviteter, som Himmerlandscentrets Idrætsefterskole (HCI) arrangerede for eleverne, da de var sendt hjem på grund af COVID-19.

Og for det arbejde modtager skolen dette års Undervisningsmiljøpris, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mandag overrækker. Ud over et diplom får skolen 100.000 kr.

Indstillingen af Himmerlands Idrætsefterskole er kommet fra en af skolens egne elever.

”Med sine mange aktiviteter har HCI formået at samle eleverne og skabe et fællesskab til trods for, at eleverne har opholdt sig hver for sig. Skolens tilgang har været elevinddragende, og alle har haft mulighed for at bidrage til kreative og motiverende løsninger på en ellers svær situation,” står der blandt andet i nomineringsteksten.

”Nedlukningen var en styrketest for vores skoler. Det fortjener den dybeste anerkendelse, hvor kreative og opfindsomme ledere og lærere har været. Det er Himmerlandscentrets Idrætsefterskole et særligt godt eksempel på. Skolen har gjort noget ekstraordinært i et ekstraordinært år. Derfor får de meget fortjent denne hæderspris,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Fakta

  • Undervisningsmiljøprisen er indstiftet i 2005 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder.
  • Undervisningsmiljøprisen uddeles hvert år til et uddannelsessted, hvor ledelsen, medarbejderne eller eleverne har gjort en særlig indsats for at styrke undervisningsmiljøet lokalt på deres institution.
  • I alt var 64 uddannelsesinstitutioner nomineret til prisen i år.