Hop til indhold

De studenter, som sprang ud inden sommerferien, fik et lidt bedre eksamensresultat end årgangen før dem. De gennemsnitlige eksamensresultater for studenter fra de treårige gymnasieuddannelser (stx, hhx og htx) var således 0,1 karakterpoint højere end året før. For toårige hf-studenter var de gennemsnitlige eksamensresultater uændrede. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

”Vi er lykkedes med at få gymnasieeleverne tørskoede igennem krisen, i hvert fald hvad angår deres karaktergennemsnit. Mange gymnasier var lukkede halvdelen af skoleåret sidste år, og man kunne frygte, at det ville gå ud over en årgang, som ville være dårligere stillet end tidligere årgange i forhold til at komme ind på videregående uddannelser. Men det er heldigvis ikke tilfældet, og det glæder mig,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz- Theil.

På grund af COVID-19-restriktionerne har undervisningen i foråret 2020 og det meste af 2021 været anderledes, og mange af studenternes prøver blev aflyst. I stedet for en prøvekarakter for de aflyste prøver fik de ophøjet årskaraktererne til også at være prøvekarakter. På den måde blev det muligt at udstede et fuldgyldigt eksamensbevis, selvom der blev afviklet færre prøver.

Find tallene på uddannelsesstatistik.dk

Tal om studenterårgangen 2021

  • 48.000 studenter (eksklusiv eux) dimitterede i 2021 fra de gymnasiale uddannelser, hvilket er på niveau med 2020. Størstedelen af studenterne (53 procent) dimitterede fra stx.
  • Htx og stx ligger højest med et gennemsnitligt eksamensresultat i 2021 på 7,7. Hf ligger, som tidligere år, lavest med 6,3.