Hop til indhold

OBS: Efter denne nyheds tilblivelse, er der ved seneste opdatering i juni 2022 blevet offentliggjort data for 2021 samt opdaterede data for perioden 2016-2020. Senest opgørelse for 2021 viser ca. 42.000 unge i gruppen 

Siden 2016 er der sket et fald fra 7,1 til 6,6 procent i andelen af 15-24-årige uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked. Faldet på 0,5 procentpoint svarer til cirka 4.400 personer. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Det er dog stadig langt fra målsætningen i 2030, hvor andelen af unge skal halveres.

”At udviklingen har været sådan i et år præget af corona og dyb krise er selvfølgelig positivt. Man kan sige, at pilen peger den rigtige vej, men tempoet skal op, for vi har brug for at få alle unge i gang,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Nyheden fortsætter under figuren.

Figur 1 – Andelen af 15-24-årige uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked, procent

Kilde: Styrelsen for It og Læring, beregning baseret på Danmarks Statistiks registre
Kilde: Styrelsen for It og Læring, beregning baseret på Danmarks Statistiks registre

Næsten 45.000 unge under 25 år var hverken i uddannelse eller job i 2020.

”Der er stadig alt for mange, der står uden for fællesskabet. En socialdemokratisk regering vil ikke acceptere, at så mange unge hægtes af. Vi skal have kigget alle muligheder efter i sømmene. Jeg er villig til at male med alle farver og lytte til små som store forslag for at få flere unge med. Jeg håber alle med interesse for området vil bidrage med løsninger,” siger hun.

Med Aftale om bedre veje til uddannelse og job fra efteråret 2017 oprettede man et helt nyt uddannelsestilbud målrettet denne gruppe unge – den forberedende grunduddannelse (FGU). De første elever startede i august 2019. Der kom også en ny uddannelsespolitisk målsætning om, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse eller tilknytning til arbejdsmarkedet.

Se data i ministeriets datavarehus (uddannelsesstatistik.dk) - opdateret med link den 29. juni 2021.