Hop til indhold

Den aktuelle nedlukning af uddannelsesinstitutioner som følge af COVID-19 påvirker stadig arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), fordi der er tale om kortere forløb og ikke fuldtidsuddannelser. Når kurser må aflyses, falder antallet af kursister. Og det har økonomisk betydning. Hidtil har der været en økonomisk hjælpepakke, men denne er netop er udløbet ved årsskiftet.

Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne er søndag den 10. januar 2021 blevet enige om at forlænge hjælpepakken fra 2020, så den også gælder i 2021. Det betyder, at AMU-skolerne er sikret et ekstra statstilskud, hvis de har færre elever og dermed færre indtægter i 2021.

Arbejdsmarkedsuddannelserne er korte og målrettede opkvalificeringsforløb til de danskere, der har mindst uddannelse med i bagagen på forhånd. Børne- og undervisningsministeren er meget tilfreds med hjælpen til arbejdsmarkedsuddannelserne:

“De er både med til at hjælpe lønmodtagere med at få mere faglig ballast, så de kan beholde deres job i fremtiden, og de giver ofte jobsøgende det kursus, de mangler for, at de kan genvinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Så de spiller en ekstra vigtig rolle i vores samfund i en tid som denne. Uddannelse og opkvalificering er nogle af de centrale dele i den økonomiske motor, og det er kun positivt, at vi er enige om at fortsætte hjælpepakken,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

”AMU-uddannelserne er væsentlige for en lang række virksomheder i Danmark, og deres uddannelser er vigtige for de mange, der har mistet deres arbejde under COVID-19-pandemien, og som nu har behov for en faglig opkvalificering eller brancheskift. Derfor har det også været vigtigt for Venstre, at vi med denne aftale forlænger hjælpepakken og sikkerhedsnettet under AMU-sektoren, da problemerne jo på ingen måde er forsvundet, bare fordi kalenderen nu viser 2021,” siger undervisningsordfører Ellen Trane Nørby (V).

”DF finder det vigtigt fortsat at holde hånden under AMU-systemet, så det kan være klart til at understøtte det behov for uddannelse og omskoling, som det sidste års COVID-19-situation medfører,” siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

”Radikale Venstre værdsætter den brede politiske aftale, der sikrer vores centrale institutioner, som børn, unge og familier prioriterer uanset coronatiderne. Det er en vigtig central tradition, at partierne sammen støtter de løsninger, der skal til,” siger skoleordfører Marianne Jelved (RV).

”Det er fuldstændigt afgørende, at vi i en krisetid med stadig flere arbejdsløse har ordentlig og god uddannelse, der kan fungere som trampolin til arbejdsmarkedet. Derfor er denne hjælpepakke så vigtig,” siger undervisningsordfører Jacob Mark (SF).

”Det er mere end svært at holde vores efteruddannelsessystem i gang under coronakrisen, og nedlukningen rammer arbejdsmarkedsuddannelserne meget hårdt. Jeg er derfor glad for, at vi med aftalen her bidrager til at holde hånden økonomisk under de uddannelsesinstitutioner, der udbyder AMU-uddannelser,” siger undervisningsordfører Jakob Sølvhøj (EL).

”Konservative er glade for den økonomiske hjælp til AMU forsætter. Vi mener, at det er meget vigtigt, der fortsat udbydes tidssvarende kurser til omskoling og videre kvalificering - særligt på grund af COVID-19,” siger uddannelsesordfører Katarina Ammitzbøll (K).

Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne står også bag aftalen.

Læs hele aftaleteksten om forlængelsen af økonomisk hjælp til udbydere af AMU (pdf)

AMU-området

Hjælpepakken indeholder følgende initiativer:

  • Tilsagn om økonomisk særtilskud ved faldende kursistaktivitet i 2021 sammenlignet med 2019
  • Særtilskuddet udbetales til hver udbyder svarende til cirka 75 procent af institutionstypernes gennemsnitlige statstilskud og deltagerbetaling pr. årselev
  • Særtilskuddet udbetales for den mistede aktivitet samlet set, det vil sige både for beskæftigede, ledige og selvbetalende kursister
  • Tilskuddet beregnes og udbetales i januar 2022, når skolerne har indberettet hele deres aktivitet for 2021.