Hop til indhold

Regeringen er sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om yderligere genåbning. Partierne er blandt andet enige om, at børn og unge skal have adgang til at komme mere i skole.

Konkret sker der følgende på Børne- og Undervisningsministeriets område per 21. april 2021:

  • 80 procent fremmøde for afgangselever i grundskoler samt på ungdoms- og voksenuddannelser samt 100 procent fremmøde på erhvervsuddannelserne. Dette gælder dog ikke i Hovedstadsområdet, det vil sige i landsdelene København by, Københavns Omegn, Nordsjælland og Østsjælland. Her er der fortsat fremmøde med 50 procent.
  • 5.-8. klasse i grundskolen får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor de ikke kan møde frem i skole.
  • De videnspædagogiske aktivitetscentre får lov at åbne per 21. april under forudsætning af coronapas.
  • Partierne er enige om at revurdere modellen for automatiske nedlukninger, herunder i forhold til hvordan børn og unges læring og trivsel sikres i sogne og kommuner, der er nedlukkede.

Børne- og Undervisningsministeriet vil snarest offentliggøre retningslinjer for genåbningen samt udstede de nødvendige bekendtgørelser.

Aftalen om yderligere genåbning kommer som opfølgning på Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark af 22. marts 2021. Det fremgår af rammeaftalen, at aftalepartierne i faser med 14 dages intervaller ønsker – gradvist og fleksibelt – at udfase restriktioner, og at aftalepartierne inden hver faseovergang vil aftale det præcise indhold i fasen på baggrund af udviklingen i epidemien.

Læs hele aftalen om yderligere genåbning.