Hop til indhold

Når lempelser i restriktionerne indebærer, at pligten til at give nødundervisning ophører, skal der igen undervises efter de almindelige regler. 

For at skabe fleksible rammer for denne tilbagevenden til normal undervisning giver en ny bekendtgørelse adgang til, at skoler og institutioner lokalt kan fravige Børne- og Undervisningsministeriets lovgivning på et eller flere områder. 

Omlagt undervisning er almindelig undervisning, hvor der lokalt kan træffes beslutning om at fravige ministeriets love på forskellige områder. For eksempel kan en skole beslutte, at dokumentation af evaluering mv. i elevplaner og digitale læringsplatforme ikke foregår i en periode, hvor de frigivne lærerressourcer i stedet anvendes til mere hjælp til fagligt udfordrede elever og mere undervisning i de fag og klassetrin på skolen, hvor nødundervisningen har afstedkommet et fagligt efterslæb. Dog skal alle nødvendige oplysninger i den digitale elevplan til brug for elevernes uddannelsesparathedsvurdering fortsat indgå. 

Bekendtgørelsen regulerer de nærmere forudsætninger og rammer for den lokale adgang til at omlægge undervisningen og indeholder regler om: 

  • Anvendelsesområde
  • Genoptagelse af almindelig undervisning
  • Omlægning af almindelig undervisning
  • Fravigelser fra lovgivningen
  • Forudsætninger for og krav til omlægning af undervisningen med fravigelse af lovgivningen
  • Beslutning og information og offentliggørelse af beslutning om omlagt undervisning med fravigelse af lovgivningen
  • Tilskud m.v.

Se Bekendtgørelse om undervisning, herunder omlagt undervisning, i skoleåret 2020/21 i tilfælde, hvor der ikke er nødundervisning som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19 (retsinformation.dk)

Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort en række spørgsmål og svar til den nye bekendtgørelse og en handlingsvejledning. Spørgsmål og svar opdateres løbende. Se alle spørgsmål og svar om COVID-19.