Hop til indhold

Det skal være tydeligt for enhver, at ingen, der er syge, har symptomer eller har mistanke om, at de kan være smittet med COVID-19, skal møde fysisk op på en uddannelsesinstitution. Det skal et brev fra børne- og undervisningsministeren til erhvervsskoler og gymnasiale uddannelsesinstitutioner sikre.

”Ingen skal gå i skole, hvis de har mistanke om, at de kan være smittet med corona. Der skal være fuldstændig klarhed over, hvilke fraværsregler der gælder. Derfor sender jeg nu et brev til uddannelsesinstitutionerne, så al tvivl kan blive ryddet af banen,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

I brevet er reglerne oplistet. Her fremgår det blandt andet, at en elev, der er hjemme på grund af mistanke om smitte med COVID-19, og som venter på at blive testet eller på testsvar, skal tilbydes nødundervisning i form af virtuel eller fjernundervisning. Det kan også indbefatte læring i eget hjem efter anvisning fra læreren ved brug af bøger og andre relevante undervisningsmidler, inklusive digitale. Det samme gælder for elever, der er testet positive for COVID-19. Er eleven frisk nok og deltager i nødundervisningen, skal man ikke registreres som fraværende. Det er eleverne selv, der vurderer, om de er raske nok til at deltage i nødundervisningen.

Hvis eleven er for syg til at deltage i nødundervisningen, registreres eleven som fraværende, ligesom ved andet sygefravær. Hvis der senere på året skal tages stilling til eventuelle sanktioner for elever på grund af for højt fravær, så bør det selvfølgelig indgå i vurderingen, hvis en elev har været fraværende på grund af sygdom grundet COVID-19.

Skolerne skal følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer i forhold til opsporing af smitte. Retningslinjerne kan findes på sst.dk.

Læs "Vejledning om handlinger ved iværksættelse af nødundervisning på skoler og institutioner" (pdf).

Følg med i spørgsmål/svar på ministeriets hjemmeside (uvm.dk). Vær opmærksom på, at siden opdateres løbende.

Brev fra børne- og undervisningsministeren til ungdomsuddannelser (pdf)