Hop til indhold

Flere børn og unges ordblindhed opdages tidligere med Ordblindetesten. Det viser resultater af brugen af Ordblindetesten i folkeskoler og på ungdomsuddannelser i skoleåret 2019/2020.

For snart seks år siden blev Ordblindetesten taget i brug af skolerne. Frem til i dag er anvendelsen af Ordblindetesten steget, og i skoleåret 2019/2020 blev 12 procent af alle folkeskoleelever testet. Heraf blev 7 procent af eleverne i folkeskolens 3.-10. klasse testet ordblinde med Ordblindetesten. Det er en stigning fra skoleåret 2016/2017, hvor tallet var 5 procent.

Samtidig er der flere elever på ungdomsuddannelserne, som allerede er identificeret som ordblinde med Ordblindetesten i løbet af deres tid i grundskolen. 46 procent af de elever på ungdomsuddannelsesområdet, der er blevet testet for ordblindhed med Ordblindetesten, blev det i grundskolen. Den tilsvarende andel for skoleåret 2016/2017 var på 14 procent. FGU er den uddannelse, hvor flest elever i dag er testet og fundet ordblinde allerede i grundskolen, og dermed inden de starter på uddannelsen. 65 procent af de ordblinde elever på FGU er testet med Ordblindetesten i grundskolen.

”Uopdaget ordblindhed kan give en unødig bumlet skolegang og føre til mistrivsel hos eleverne. Og her er Ordblindetesten uden tvivl med til at øge og systematisere opsporingen af ordblindhed. Men vi er ikke i mål endnu. Regeringen har netop indgået en aftale med de røde partier, som skal gøre det lettere for ordblinde at komme godt igennem skole- og uddannelsessystemet. For vi må ikke lade ordblindhed stå i vejen for, at børn og unge får en god skolegang og den uddannelse, de brænder for” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Af de elever, der viser sig at være ordblinde efter at have gennemført Ordblindetesten på et tidspunkt i deres skoleforløb, findes den største andel på FGU. 17 procent af eleverne på FGU, 6 procent af eleverne på de gymnasiale uddannelser - heraf 13 procent på hf - og 13 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne i skoleåret 2019/20 er testet ordblinde med Ordblindetesten i løbet af deres skoletid.

Tallene viser også, at flere elever i folkeskolen testes for ordblindhed. 12 procent af de elever, som gik i folkeskolens 3.-10. klasse i skoleåret 2019/2020, har på et tidspunkt i deres skoleforløb taget Ordblindetesten. Det er en stigning siden skoleåret 2016/2017, hvor det tilsvarende tal var 8 procent.

Den nye opgørelse viser også, at alle kommuner fortsat anvender Ordblindetesten. Opgørelsen kan ikke sige noget om kommunernes anvendelse af andre ordblindetest. Derfor kan resultaterne ikke konkludere på omfanget af ordblindetest i folkeskolen generelt.

Fakta om Ordblindetesten

Skoleledere i folkeskolen er forpligtet til at tilbyde elever med læsevanskeligheder, der kan skyldes ordblindhed, en ordblindetest fra marts i 3. klasse. Fra marts i 4. klasse har forældre endvidere retskrav på, at der én gang i skoleforløbet foretages en ordblindetest af deres barn (jf. folkeskolelovens § 3b).

I februar 2015 offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet en national ordblindetest, Ordblindetesten, som kan identificere elever, studerende og kursister med ordblindhed på tværs af uddannelser fra 3. klasse til de videregående uddannelser og voksenuddannelser.

Ordblindetesten er udviklet af Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Socialstyrelsen, Center for Læseforskning på Københavns Universitet og Skoleforskningsprogrammet IUP ved Aarhus Universitet.

Udover Ordblindetesten, som kan anvendes fra 3. klasse, findes Ordblinderisikotesten, som kan identificere elever i børnehaveklasse og 1. klasse, der er i risiko for at udvikle ordblindhed.

Du kan læse mere om Ordblinderisikotesten på uvm.dk.