Hop til indhold

Syv ud af ti gymnasielever er glade for at gå i skole. Men tallet repræsenterer et fald fra 2018, hvor otte ud af ti elever svarede, at de var glade for at gå i skole. Det er hovedresultatet fra 2019-trivselsmålingen blandt eleverne på landets gymnasier.

Udover at svare på, om de er glade for at gå i skole, har gymnasieleverne også besvaret en række andre spørgsmål om deres trivsel, og her er billedet et lidt andet. Her ligger de fem indikatorer for trivsel så godt som på samme niveau i 2019 som året før. Andelen af elever, der overvejer at droppe ud, er også uændret. 30 procent af eleverne har overvejet at droppe ud af skolen.

Elevernes trivsel er i både 2018 og 2019 højest på indikatoren for mobning, mens pres og bekymringer er den indikator, hvor elevernes trivsel er lavest. Og dykker man længere ned i undersøgelsens mange spørgsmål, handler de fem svar med højest trivsel om mobning, mens de fire med den laveste trivsel relaterer sig til pres og bekymringer.

Trivselsgennemsnit på landsplan for 2018 og 2019

Som led i gymnasiereformen fra 2017 blev partierne bag aftalen enige om, at trivslen på de gymnasiale uddannelser skulle styrkes. Det er på den baggrund, at de årlige trivselsmålinger på de gymnasiale uddannelser blev sat i gang. Den første måling blev offentliggjort i efteråret 2019.

Udvalgte resultater fra trivselsmålingen for 2019

Vigtigste resultater:

  • 69 procent af eleverne på de gymnasiale uddannelser svarer ”helt enig” eller ”enig” på spørgsmålet ”jeg er glad for at gå i skole”. I 2018 var det tilsvarende tal 79 procent.
  • De tre indikatorer for social trivsel, pres og bekymringer samt mobning ligger på niveau med 2018, mens der er sket et mindre fald på indikatorerne for faglig individuel trivsel og læringsmiljø.
  • Trivslen ligger højest på indikatoren mobning, og lavest på indikatoren pres og bekymringer. Det er det samme billede som i 2018-målingen.
  • De fem spørgsmål med højest trivsel er på indikatoren mobning, mens de fire spørgsmål med lavest trivsel er på pres og bekymringer.
  • Presset på grund af karakterer er lavere i 2019 end 2018.
  • 30 procent af eleverne har angivet, at de seriøst har overvejet at droppe ud det seneste år, af en eller flere årsager. Dette er samme niveau som sidste år.
  • Blandt elever, som har angivet, at de har overvejet at droppe ud det seneste år, er faglige forhold den årsag, som eleverne primært angiver (12 procent angiver, at de har overvejet at droppe ud af faglige årsager).