Hop til indhold

Inden for computer- og informationskompetence klarer danske elever sig bedre end alle de 11 andre deltagende lande. Eleverne er blevet testet i deres evne til at indsamle, organisere, producere og udveksle information via computere. I en testopgave har eleverne for eksempel udarbejdet en præsentation, der fortæller 8-9-årige om åndedrættet. For at løse opgaven skulle eleverne omskrive oplysninger, vurdere kilders troværdighed og målrette deres produkt. De danske elever har forbedret sig i forhold til 2013, hvor ICILS sidst undersøgte elevernes evne til at arbejde med computere og digital information. De andre lande, der deltog i både ICILS 2013 og 2018, har ikke forbedret sig i perioden. 

Eleverne er også som noget nyt blevet testet i datalogisk tænkning. Her klarer danske og sydkoreanske elever sig bedst af alle. Datalogisk tænkning er evnen til at vurdere, hvornår og hvordan virkelige problemer kan brydes op i mindre dele, så de kan behandles på en computer. I en opgave skulle eleven for eksempel bruge et computerprogram til at optimere bremsesystemet i en selvkørende bus ved at teste bremselængden for forskellige indstillinger.

Drenge og piger har forskellige forestillinger om it’s rolle i deres fremtid. Færre piger end drenge forestiller sig, at de i fremtiden vil studere eller arbejde med it. Dette skyldes ikke, at pigerne er mindre dygtige til at arbejde med computere end drengene, da pigerne klarer sig gennemsnitligt bedre end drengene i testen af computer- og informationskompetence. Derimod er piger mindre selvsikre end drengene. Forskellen på danske drenges og pigers selvtillid, når de skal udføre tekniske aktiviteter såsom at redigere en hjemmeside eller kode et program, er større end i alle andre deltagende lande.

Om ICILS 2018

ICILS (International Computer and Information Literacy Study) er en international undersøgelse af computer- og informationskompetence og datalogisk tænkning hos elever i 8. klasse.

Undersøgelsen foretages af IEA (the International Association for the Evaluation of Educational Achievement) – en non-profit videnskabelig organisation.

I Danmark deltog 143 skoler med cirka 2.400 elever på 8. klassetrin i undersøgelsen. Data blev indsamlet i foråret 2018.

Udover test af elevernes it-kompetencer indeholder undersøgelsen også spørgeskemaer til elever, lærere, it-vejledere og skoleledere.

12 lande deltog. USA, Chile, Uruguay, Finland, Frankrig, Tyskland, Portugal, Italien, Sydkorea, Kasakhstan, Luxembourg og Danmark. Dette er en tilbagegang i forhold til ICILS 2013, blandt andet har Norge fravalgt undersøgelsen. Sverige har aldrig deltaget.

ICILS blev afviklet første gang i 2013: Læs resultaterne fra ICILS 2013

Teknologiforståelse i folkeskolen

I 2018 satte Børne- og Undervisningsministeriet gang i et treårigt forsøg med undervisning i teknologiforståelse i folkeskolen. Fokus er at give eleverne kompetencer til at kunne forholde sig kritisk til teknologi og gøre dem i stand til at forme teknologien fremfor blot at bruge den. På trods af det emnemæssige overlap, der særligt gør sig gældende for ICILS-området datalogisk tænkning, dækker den nye undersøgelse og forsøgsfagligheden ikke præcist de samme kompetencer.

Data i ICILS blev indsamlet, før forsøget gik i gang, og ICILS-resultaterne kan derfor ikke ses som et resultat af forsøget. Ministeriet vil inddrage resultaterne i det videre arbejde med teknologiforståelse i folkeskolen.

Læs mere om forsøg med teknologiforståelse på emu.dk (emu.dk)