Hop til indhold

På 4. årgang vil det gennemsnitsligt være 1-2 procent af børnene, der har ualmindeligt svært ved tal og beregninger, selvom de ellers er på niveau med deres klassekammerater i andre færdigheder.

Et fireårigt forskningsprojekt har haft til opgave at udvikle et værktøj til at finde ud af, hvilke børn der er talblinde. Projektet blev afsluttet i juli 2019. Resultaterne af projektet viser dog, at værktøjet fortsat skal styrkes, før det mere præcist kan finde de børn, der kan diagnosticeres med talblindhed.

”Danmark skal være med helt fremme med at hjælpe børn med talblindhed. Erfaringerne viser desværre, at vi forsat ikke er gode nok til at finde ud af, hvilke børn der kæmper med talblindhed. Jeg igangsætter derfor et opfølgningsprojekt, så vi kan blive bedre til at hjælpe børn med talblindhed,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Den dokumenterede viden om talblindhed er begrænset, og der er ikke enighed i forskningen om, hvad talblindhed er, og hvordan det identificeres. Det har udfordret udviklingen af værktøjet. Samtidig viser projektet også, at der mangler viden om, hvad lærerne kan gøre for at støtte disse elever.

Opfølgningsprojektet skal sikre, at talblindhedsværktøjet og vejledningsmaterialet afprøves yderligere i praksis samt følges af forskere over de næste tre år. 

Om talblindhedsprojektet

Med aftalen om folkeskolereformen i 2013 blev det besluttet, at der skulle udvikles en diagnostisk test af talblindhed og vejledningsmateriale til denne. Formålet var at sikre en målrettet og tidlig indsats for elever med talblindhed. DPU ved Aarhus Universitet og Professionshøjskolen Absalon har udviklet test og vejledningsmateriale på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet.

Læs mere om testen i den afsluttende rapport på emu.dk