Hop til indhold

Digitale læremidler har været og er fortsat i vækst i Danmark – godt hjulpet på vej af den politiske aftale om indsatsen for it i folkeskolen (2012-2018). Det betyder, at der er en spirende interesse fra udenlandske leverandører for at prøve Danmark af som marked for digitale læremidler og anden uddannelsesteknologi (EdTech). Det viser en ny analyse fra Undervisningsministeriet udarbejdet af kommunikationsbureauet Operate.

I analysen anbefaler eksportvirksomhederne Danmark, at man fremover arbejder med at skabe én fælles indgang og kontaktpersoner i Danmark, hvor internationale leverandører kan henvende sig. Eksportvirksomhederne anbefaler desuden, at man etablerer samarbejdsmuligheder mellem interesserede pilotkommuner og internationale leverandører, og at fagmål bliver oversat, så gennemsigtigheden i det danske uddannelsessystem øges.

’’Vi skal fortsat udvikle kvaliteten og udbuddet af digitale læremidler, så lærere og elever har de bedste læremidler i undervisningen. Ministeriet vil derfor etablere én digital indgang, hvorfra internationale læremiddelleverandører kan komme i kontakt med de rette aktører og hente information om det danske skolesystem og få information om rammevilkår og den danske pædagogiske tradition,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Arbejdet med at tiltrække internationale leverandører blev skudt i gang på Danmarks Læringsfestival den 13. og 14. marts. Her kunne de 8.300 besøgende stifte bekendtskab med nye materialer og læremidler fra lande som Finland, Israel, Canada, Belgien og Rusland i udstillingsområdet ’EdTech International.’

”Vi skal udbrede kendskabet til Danmarks Læringsfestival, så det bliver lettere for internationale leverandører at deltage på Danmarks største læringsmesse, så lærerne fortsat oplever et varieret udbud af digitale læremidler af høj faglig og didaktisk kvalitet,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Om analysen

Operate har udarbejdet en analyse for Styrelsen for It og Læring om internationale leverandører af digitale læremidler. Den afdækker blandt andet  følgende: 

  1. danske interessenters oplevelse af potentialer og udfordringer for internationale leverandører, der vil indtræde på det danske marked for digitale læremidler
  2. udbuddet af innovative digitale læremidler i 14 lande, herunder blandt andet Israel, USA, Frankrig, Canada, Holland, Sydkorea og Tjekkiet
  3. hvilke udfordringer og potentialer eksportorganisationer oplever, der kan være ved eksport af digitale læremidler til et andet land

Kommunikationsbureauet Operate har som del af undersøgelsen interviewet danske interessenter, herunder forlagsbranchen, skolernes organisationer og uddannelsesforskere, 29 udenlandske Ed-Tech-virksomheder om Ed-Tech-eksport til Danmark i 14 udvalgte lande.