Hop til indhold

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har i sit tilsyn med VUC Syd konstateret, at institutionen har alvorlige økonomiske problemer, og at både VUC Syds nuværende bestyrelse, men især den tidligere bestyrelse, har bragt VUC Syds videreførelse i fare.

På den baggrund har STUK indsat et midlertidigt styre, som erstatter den nuværende bestyrelse. Den primære opgave for det nye styre er hurtigst muligt og senest den 15. oktober 2018 at kortlægge og vurdere skolens økonomiske situation og herunder tilvejebringe et grundlag for, at STUK kan træffe beslutning om, hvorvidt VUC Syd kan fortsætte sin drift.

Det midlertidige styre består af formand for VUC Bestyrelses-foreningen, Ulla Koch, formand for Campus Bornholm, Laust Joen Jacobsen, administrerende direktør på Rybners, Peter Amstrup, og tidligere afdelingschef i Undervisningsministeriet og nuværende bestyrelsesmedlem i Vestegnen HF & VUC, Lars Mortensen. Det midlertidige styre overtager samtlige bestyrelsesopgaver på VUC Syd.

STUK traf i marts 2018 afgørelse om tilbagebetaling af 1,2 mio. kr. og påbød VUC Syd at følge op på tilskudsadministrationen samt et påbud om at følge op på, at flere lærere ikke besad de kompetencer som var påkrævet efter loven.