Hop til indhold

En styrket vejledningsindsats med inspirationsmateriale og redskaber til skoler, lærere og pædagoger skal være med til at sikre, at alle elever – også elever med handicap - deltager i idræt og bevægelse i skolen og kan aflægge prøve i idræt.

Med gymnasiereformen, som et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om i 2016, er der indført skærpede adgangsforudsætninger til ungdomsuddannelserne fra skoleåret 2019/20. Idræt indgår som et prøveudtræksfag i folkeskolens afgangseksamen for alle elever, og dermed også for elever med handicap. Det er en af årsagerne til, at Undervisningsministeriet nu åbner op for puljen på 1,9 millioner kroner, som vidensmiljøer, vidensorganisationer og kommuner kan søge midler fra.

Der kan søges midler til:

  • Udvikling af inspirations- og vejledningsmateriale til, hvordan børn med forskellige fysiske og psykiske handicap kan deltage i idræt og aflægge prøve i faget.
  • Udviklingsprojekter i kommuner og skoler med henblik på at udvikle praksis og gode eksempler i forhold til udvikling af redskaber, forløb, samarbejdsmodeller eller lignende, der kan styrke alle elevers deltagelsesmuligheder i idræt og bevægelse og aflæggelse af folkeskolens prøver.

Inspirations- og vejledningsmaterialet vil sammen med resultaterne af kommunernes udviklingsprojekter blive formidlet til alle kommuner og skoler på EMU.dk og på landsdækkende konferencer, der afholdes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i løbet af 2019.

Ansøgningsfristen er tirsdag den 4. december 2018.