Hop til indhold

Siden erhvervsuddannelsesreformen trådte i kraft i 2015, kan ansøgere, der ikke opfylder adgangskravet om et gennemsnit på 02 i dansk og matematik til erhvervsuddannelserne, blive optaget via en optagelsesprøve. 

Tal fra 2018 viser, at omkring 3.300 personer er blevet indkaldt til optagelsesprøve af erhvervsskolerne forud for start på en erhvervsuddannelse i sommeren 2018. 2.200 personer, hvilket svarer til 67 procent af de ansøgere, som erhvervsskolerne indkaldte til optagelsesprøver, gennemførte optagelsesprøven. Af dem bestod knap tre ud af fire (1.400) og fik derfor tilbudt en plads på en erhvervsuddannelse, og 1.200 valgte at begynde på uddannelsen i sommeren 2018 (se figur 1).

”For de unge, der af forskellige årsager misser adgangskravet til erhvervsuddannelserne, er der andre veje ind. Det kan enten være at få en praktikplads i hus eller at gå op til optagelsesprøven. Begge dele kræver mod og engagement. Og jeg er sikker på, at erhvervsskolerne har fået 1.200 motiverede elever ind via optagelsesprøven,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Figur 1: Optagelsesforløb for ansøgere indkaldt til optagelsesprøver, inden start i juni-august 2018

Kilde: Styrelsen for It og Læring.

 

Ansøgere, der ikke består de nødvendige optagelsesprøver, har mulighed for alligevel at begynde på en erhvervsuddannelse, hvis erhvervsskolen på baggrund af en samtale vælger at optage eleven. 159 personer endte i 2018 med at begynde på en erhvervsuddannelse, efter at skolen havde optaget dem på baggrund af en samtale. Det svarer til 21 procent af dem, der ikke bestod optagelsesprøven.