Hop til indhold

Undervisningsministeriet har nedsat en rådgivningsgruppe, som skal rådgive ministeriet om evalueringen og det fremadrettede arbejde med de nationale test. Rådgivningsgruppen er sammensat af både eksperter og praktikere.

Rådgivningsgruppen får til opgave at udpege de væsentligste temaer i evalueringen og bidrage til at kvalificere evalueringsspørgsmål.

”Evalueringen af de nationale test skal skabe et solidt og kvalificeret grundlag for, at vi kan tage stilling til, hvordan de nationale test fremover anvendes bedst i folkeskolen. Til det arbejde har vi brug for kompetente folk fra sektoren, der kender hverdagen på skolerne og har stor indsigt i undersøgelser af den art,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Inddragelsen af rådgivningsgruppen skal sikre, at evalueringen tager højde for både kritik, udfordringer, ønsker og behov i forhold til de nationale test. Rådgivningsgruppen er derfor sammensat med eksperter og praktikere, der repræsenterer forskellige positioner og besidder forskellige kompetencer i forhold til de nationale test.

Professor Peter Dahler-Larsen fra Københavns Universitet er formand for rådgivningsgruppen. Det første møde i rådgivningsgruppen finder sted onsdag den 22. august 2018.

Evalueringen af de nationale test gennemføres fra sommeren 2018 til efteråret 2019. Rådgivningsgruppen afslutter sit arbejde med at rådgive Undervisningsministeriet om, hvordan gruppen på baggrund af evalueringens resultater mener, at det fremadrettede arbejde med nationale test i folkeskolen skal forme sig.

Rådgivningsgruppens medlemmer

- Professor Peter Dahler-Larsen (formand)

- Professor Jeppe Bundsgaard

- Professor emeritus Peter Allerup

- Professor emeritus Svend Kreiner

- Professor Simon Calmar Andersen

- Professor Lotte Bøgh-Andersen

- Lektor Lena Lindenskov

- Professor Rolf Vegar Olsen

- Udviklingschef Niels Rasmus Ziska, Hogrefe Psykologisk Forlag

- Forældrerepræsentant René Bomholt

- Skoleelev Sonja Agerbæk-Pedersen

- Skoleleder Thomas Dandanell Nielsen, Nørre Alslev Skole, Guldborgsund Kommune

- Lærer, kommunal konsulent og læringskonsulent Rikke Kjærup, Skovvejens Skole, Ballerup Kommune og Undervisningsministeriet

- Lærer Stine Hertz, Skovshoved Skole, Gentofte Kommune

- Lærer Signe Tofft, Dyssegaardsskolen, Gentofte Kommune

- Skolechef Jakob Ryttersgaard, Ålborg Kommune

- Centerchef Kirsten Balle, Lyngby-Taarbæk Kommune