Hop til indhold

Forhandlingerne om den statslige overtagelse af den gamle Østre Skole i Holbæk har været længe undervejs. Med kommunalbestyrelsen i Holbæks godkendelse af salgsaftalen og en forventet godkendelse i staten ser visionen om at skabe et spændende læringscenter på den tidligere Østre Skole i Holbæk ud til at blive en realitet nu.

”Jeg er glad for, at der nu er indgået en aftale om, at staten køber Østre Skole. Dermed sikrer vi en god ramme til at etablere et stærkt fagligt miljø inden for undervisningsområdet. Ved at udflytte statslige arbejdspladser sender regeringen et klart signal om, at vi prioriterer hele Danmark. Jeg håber, at Holbæk tager godt imod de mange nye medarbejdere,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Salgsaftalen indebærer et salg af Østre Skole til Bygningsstyrelsen for en pris på cirka 14 millioner kroner.

Med det forventede køb tages første skridt til at realisere regeringens plan om at flytte cirka 200 statslige arbejdspladser til Holbæk. Hovedparten vil blive flyttet på Undervisningsministeriets område.

Den tidligere Østre Skole skal blandt andet huse Danmarks Evalueringsinstitut, dele af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet samt det kommunale læringscenter HUSC.

De statslige institutioner kan flytte ind i bygningerne, efter at der er foretaget renovering og ombygning af de tidligere undervisningslokaler til kontorformål.