Hop til indhold

Nu åbner undervisningsminister Merete Riisager for, at erhvervsuddannelserne kan søge om at deltage i forsøg, der skal give skolerne mere fleksibilitet i forhold til blandt andet praktik og studiemiljø. Undervisningsministeren har taget initiativ til de nye forsøg for at give erhvervsuddannelserne mere frihed til selv at blive klogere på, hvad der virker lokalt.

Udviklingen af uddannelserne skal komme fra praktikerne, og derfor skal sektoren have frihed og fleksibilitet til at udvikle sig.

-Merete Riisager

”Erhvervsuddannelserne har en vigtig opgave med at tilpasse sig til arbejdsmarkedet, som hele tiden udvikler sig. Alligevel har det ikke været kutyme at lave forsøg i større stil på erhvervsuddannelserne, selv om vi har gjort det i folkeskolerne og på gymnasierne. Det er på tide, at vi får prøvet nogle ting af på erhvervsuddannelserne. Udviklingen af uddannelserne skal komme fra praktikerne, og derfor skal sektoren have frihed og fleksibilitet til at udvikle sig,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

En sparringsgruppe med stort kendskab til erhvervsuddannelsesområdet har peget på væsentlige temaer for forsøg. Undervisningsministeren har på denne baggrund valgt følgende eksempler på temaer for forsøg:

  1. Større fleksibilitet i forhold til praktik
  2. Forsøg med uddannelsernes struktur/studiemiljø
  3. Forsøg med skolehjem
  4. Forsøg med eux

Det er også muligt at søge om forsøg, som ligger udover temaerne. Det afgørende er, at forsøgene ligger inden for intentionerne i erhvervsuddannelsesreformen fra 2015.

Undervisningsministeren har netop åbnet for ansøgninger til forsøg med et brev til samtlige udbydere af erhvervsuddannelser. Der er frist for indsendelse af ansøgninger til forsøg den 10. november 2017. Forventningen er, at forsøgene kan starte fra august 2018.