Hop til indhold

Et af formålene med sidste års trepartsaftale var at skabe flere praktikpladser til erhvervsskoleeleverne. Det skal sikre, at eleverne prøver at have daglig gang hos en virksomhed og være en del af en arbejdsplads som en del af deres uddannelse. Selv om det endnu ikke er muligt at gøre status på trepartsaftalens målsætninger, da aftalen først er fuldt implementeret den 1. januar 2018, tegner de nyeste praktikpladstal et billede af, at en mindre andel elever kommer i skolepraktik, mens flere kommer i praktik i en virksomhed.

I juni, juli og august i år blev der indgået 20 uddannelsesaftaler om praktik mellem erhvervsskoleelever og virksomheder, hver gang 10 elever blev optaget i skolepraktik. En uddannelsesaftale indgås mellem virksomhed og elev og betyder, at eleven kan komme i praktik i virksomheden som en del af elevens uddannelse. Til sammenligning blev der i sommermånederne sidste år indgået 17 uddannelsesaftaler, hver gang 10 elever blev optaget i skolepraktik. 

 

Praktik i en virksomhed er for mange en afgørende faktor, når de vælger en erhvervsuddannelse.

- Merete Riisager

”Praktik i en virksomhed er for mange en afgørende faktor, når de vælger en erhvervsuddannelse. Skolepraktik er et vigtigt supplement for de elever, der ikke får en praktikplads i hus, men at være hos en virksomhed, hvor man er en del af en arbejdsplads med kolleger og kunder og hver dag skal levere håndværk af høj kvalitet, giver et helt særligt perspektiv til uddannelsen. Selv om tallene går i den rigtige retning, er vi ikke i mål endnu. Derfor fortsætter vi det vedholdende fokus på området. For eksempel skal eleverne gøres opmærksomme på mulighederne med fordelsuddannelserne,” siger undervisningsminister Merete Riisager.  

I alt indgik erhvervsskoleelever 300 flere uddannelsesaftaler med virksomheder end i samme periode sidste år. Det er en stigning på 6 procent, som førte til i alt 6.100 uddannelsesaftaler. Samtidig blev i alt 3.100 elever optaget i skolepraktik i årets sommermåneder. Det er 300 færre end året forinden og svarer til et fald på 9 procent. Tallene tager kun udgangspunkt i de erhvervsuddannelser, der har mulighed for skolepraktik.

Særligt eleverne på træfagenes byggeuddannelse bidrager til det øgede antal uddannelsesaftaler. På den uddannelse blev der indgået 193 flere aftaler om praktik i en virksomhed i sommer sammenlignet med sommeren sidste år. Samtidig kom 56 færre elever på uddannelsen i skolepraktik. Træfagenes byggeuddannelse er en af de 33 fordelsuddannelser i 2017, som garanterer særligt gode muligheder for praktik i en virksomhed.  

Som følge af erhvervsuddannelsesreformen afsluttede to årgange elever på de merkantile uddannelser deres grundforløb i sommeren 2016. Tilgangen til hovedforløbet i 2016 på de uddannelser kan derfor ikke sammenlignes direkte med tilgangen i 2017. Derfor er de merkantile uddannelser ikke medregnet i de fremhævede tal. 

Trepartsaftale-om-tilstrækkelig-og-kvalificeret-arbejdskraft-og-praktikpladser

Grafik om antallet af indgåede uddannelsesaftaler