Hop til indhold

I 2015 fik eleverne, der deltog i PISA-undersøgelsen, testet deres kompetencer i at løse problemorienterede opgaver i samarbejde med andre. Eleverne blev testet med en computerbaseret test, hvor de skulle løse problemer sammen med virtuelle samarbejdspartnere. Flere tusinde 15-16-årige elever har været igennem testen, og resultaterne viser, at Danmark med 520 point ligger signifikant over OECD’s gennemsnit, som er 500 point. Det samme gør blandt andet Estland, Finland, Tyskland, Holland og Sverige. Helt i top er Singapore og Japan. Af de nordiske lande er det kun Finland, der klarer sig bedre end Danmark. Norge og Island ligger på OECD-gennemsnittet.

Resultatet af undersøgelsen viser også, at næsten hver femte danske elev ikke har opnået det, der er vurderet som et acceptabelt kompetenceniveau. Det er dog bedre end gennemsnittet i OECD der er på lidt over 28 procent. Til gengæld er knap 9 procent af eleverne i Danmark meget dygtige til problemløsning i samarbejde, hvilket er en smule flere end OECD's gennemsnit, der er på lidt under 8 procent. Ses der på piger og drenge hver for sig, klarer pigerne i alle de deltagende lande sig generelt bedre end drengene. De danske drenge er dog relativt gode til at løse problemer i samarbejde og scorer 23 point højere end gennemsnittet for drenge i OECD-landene. Resultatet af undersøgelsen viser desuden, at elevernes socioøkonomiske baggrund i Danmark har en relativt lille betydning for, hvordan  eleverne klarer sig i problemløsning i samarbejde, sammenlignet med OECD-gennemsnittet. I Danmark kan 6,0 procent af variationen i scoren i problemløsning i samarbejde forklares af elevernes socioøkonomiske baggrund, mens det for OECD-gennemsnittet forklarer 7,9 procent.

Resultaterne af hovedundersøgelsen PISA 2015 viste, at indvandrerelever i Danmark klarer sig væsentligt dårligere i både naturfag, læsning og matematik end elever uden indvandrerbaggrund. Det samme er også tilfældet for problemløsning i samarbejde, hvor elever med indvandrerbaggrund scorer 61 point lavere end elever uden indvandrerbaggrund. Til sammenligning er forskellen på 36 point for OECD-gennemsnittet.

Der er 52 lande, der har valgt at deltage i PISA Problemløsning i samarbejde. Opgaverne tester blandt andet, om eleverne kan vælge en passende fremgangsmåde til at løse problemer, og om de kan organisere samarbejdet i gruppen og etablere en fælles forståelse med deres samarbejdspartnere.