Hop til indhold

Siden folkeskolereformen trådte i kraft, har skoler som led i den åbne skole skullet samarbejde med lokalsamfundets kultur-, folkeoplysnings-, idræts- og foreningsliv og kunst- og kulturskoler, med lokale fritids- og klubtilbud og med de kommunale eller kommunalt støttede musikskoler og ungdomsskoler. Med en lovændring, der følger op på trepartsaftalen fra 2016, forpligtes skoler nu også til at samarbejde med virksomheder og erhvervsskoler.

”Folkeskolen har et ansvar for at præsentere den enkelte elev for bredden i vores samfunds uddannelses- og jobmuligheder. Det understreger vi nu yderligere. Virksomheder og erhvervsskoler bør i højere grad tænkes som samarbejdspartnere i tilrettelæggelsen af undervisningen. Simpelthen fordi samarbejdet mellem skolen og virksomhederne kan gøre undervisningen mere konkret og praksisfaglig ved at vise eleverne nogle af de mange muligheder for videre uddannelse og job,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Samarbejder med virksomheder og erhvervsskoler skal ske inden for de gældende rammer for skolernes samarbejder i regi af den åbne skole. Det betyder blandt andet, at samarbejdet skal bidrage til opfyldelsen af folkeskolens formål og mål for folkeskolens fag og obligatoriske emner. Som følge af lovændringen vil skolens leder fremover kunne beslutte, at personer fra erhvervsskoler og virksomheder i begrænset omfang kan varetage undervisningsopgaver i folkeskolens fag og obligatoriske emner og understøttende undervisning. Det vil fortsat være en betingelse, at vedkommende har de relevante kvalifikationer til at varetage de pågældende undervisningsopgaver.