Ledelsen på et uddannelsessted har pligt til at udarbejde en skriftlig undervisningsmiljøvurdering (UMV) af sikkerheds- og sundhedsforholdene og det psykiske og æstetiske miljø på uddannelsesstedet.
UMVen skal revideres, når der sker ændringer, der har betydning for undervisningsmiljøet på uddannelsesstedet, dog mindst hvert tredje år.
UMVen skal være tilgængelig for elever og studerende på uddannelsesstedet. Den bør findes på uddannelsesstedets hjemmeside, så alle interesserede kan læse den.
Det skal en undervisningsmiljøvurdering indeholde
En UMV skal mindst indeholde følgende:
- en kortlægning af uddannelsesstedets fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø,
- en beskrivelse og vurdering af eventuelle undervisningsmiljøproblemer,
- en handlingsplan, hvoraf det fremgår, i hvilken takt og rækkefølge de konstaterede problemer skal løses, og
- forslag til retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
Sådan kan I gennemføre undervisningsmiljøvurderingen
Der er ingen formkrav til, hvordan I gennemfører UMVen.
For folkeskoler er det dog obligatorisk at bruge resultaterne fra den årlige nationale trivselsmåling i deres UMV. Det kan også være relevant for andre uddannelsessteder.
I kan både bruge kvalitative og kvantitative data til at kortlægge undervisningsmiljøet.
Såfremt uddannelsesstedet har undervisningsmiljørepræsentanter, skal de inddrages i at planlægge, tilrettelægge, gennemføre og følge op på UMVen.
Centrale regler
Undervisningsmiljøloven
- § 6, om udarbejdelsen af en skriftlig undervisningsmiljøvurdering
- § 7, om undervisningsmiljøvurderingens indhold