Hop til indhold

Rikke er cand.polit. og ansat i Økonomi- og Koncernafdelingen i ministeriets departement, der blandt andet har ansvaret for at udarbejde finanslove på ministeriets område. 

Sammen med tre kollegaer sidder Rikke i kommuneøkonomiteamet og laver økonomiske vurderinger af politiske initiativer på det kommunale område.

”Jeg har været ansat siden 2019 og har siden 2020 haft ansvaret for økonomien på dagtilbudsområdet. I kommuneøkonomiteamet er vi gode til at rokere de mere tværgående opgaver rundt, så vi ikke sidder med præcis de samme ansvarsområder hvert år. Det betyder, at der er god mulighed for at sparre om de konkrete opgaver, f.eks. hvis der er politiske dagsordener, som går på tværs af folkeskoleområdet og dagtilbudsområdet.”

Ved siden af sit arbejde med at økonomivurdere politiske initiativer på dagtilbudsområdet, har Rikke deltaget i ministeriets Talentudviklingsprogram, der består af coachingsessioner og giver mulighed for at arbejde med personlig udvikling og samarbejdsrelationer. 

Noget af det, der motiverer Rikke, er tempoet med korte deadlines og det at arbejde i et politisk miljø.

”Det er sjovt, når man kan læse om sine konkrete arbejdsopgaver i medierne og tænke ’Det har jeg været med til at lave.’ De seneste år har jeg brugt meget tid på aftalen om minimumsnormeringer. Lige nu har jeg ansvaret for at koordinere ministeriets bidrag til de årlige økonomiaftaler med kommunerne og regionerne. Det er en opgave, som spænder bredt, da det vedrører mange af ministeriets fagområder.”

Rikke har et tæt samarbejde med andre kontorer i ministeriet, særligt dagtilbudskontoret. Derudover synes hun, det er givende, at der også er plads til det sociale.
”Når alle de fagligt spændende ting er nævnt, så er det rart at arbejde i en organisation, hvor vi kommer hinanden ved, tager til fredagsbar sammen og alt det andet sociale, som en arbejdsplads kan give.”

 

Om Økonomi- og Koncernafdelingen

I Økonomi- og Koncernafdelingen har vi ansvaret for at udarbejde de årlige finanslove på ministeriets område. Vi varetager økonomivurderinger af politiske initiativer på det kommunale område, og styrer udgifterne på ministeriets område samt den interne økonomi i koncernen.

Sidst opdateret: 26. september 2023