Supplering i enkelte fag

GSK – gymnasiale suppleringskurser – er et supplement til alle med en afsluttet gymnasial eksamen eller en tilsvarende udenlandsk eksamen på gymnasialt niveau, som har brug for at supplere i forhold til en bestemt videregående uddannelse. Også personer med en erhvervsuddannelse med mindst ét studierettet enkeltfag på mindst C-niveau kan benytte GSK, hvis de har brug for at supplere deres erhvervsuddannelse som adgangsgrundlag til en bestemt videregående uddannelse.

På mange videregående uddannelser er det en forudsætning for at blive optaget på uddannelsen, at ansøgeren har et eller flere fag på et bestemt niveau og evt. opnået en bestemt karakter i fagene. En ansøger kan ved hjælp af GSK supplere med disse fag og niveauer eller forsøge at forbedre sin karakter i et fag.

Supplerende overbygningsforløb i hf-uddannelsen

Hvis man har en hf-eksamen eller en højere forberedelseseksamen (sidstnævnte er en eksamen sammenstykket af hf-enkeltfag) uden overbygning, kan man gennem et supplerende overbygningsforløb bestående af nærmere bestemte enkeltfag (hf-enkeltfag eller GSK) opnå en sådan overbygning. En hf-eksamen eller en højere forberedelseseksamen med overbygning er fra og med sommeroptag 2019 en grundlæggende betingelse for adgang til universitetsuddannelser. Der vil dog først blive tilbudt supplerende overbygningsforløb, når de første beviser for en hf-eksamen uden overbygning efter de nye bestemmelser er udstedt i 2019.

GIF

GIF – gymnasiale indslusningskurser for flygtninge og indvandrere – er et uddannelsestilbud til nytilkomne, der har brug for at sidestille en gymnasial uddannelse fra hjemlandet med en dansk gymnasial eksamen med henblik på at søge optagelse på en dansk videregående uddannelse.

For at blive optaget på GIF skal man have en gymnasial uddannelse og forkundskaber i dansk på et vist niveau.

Læs mere om GIF her (ug.dk)

Tilrettelæggelse af gymnasial supplering

Den gymnasiale supplering foregår på institutioner, der udbyder gymnasial uddannelse.

Undervisningen tilrettelægges oftest som komprimerede forløb af 3-12 ugers varighed i juli/august, der er afsluttet inden starten på den videregående uddannelse. Forløbene kan også vare et halvt eller et helt år afhængigt af, hvor meget der skal suppleres. Supplering i tre eller flere fag vil normalt være tilrettelagt over et helt år.

Undervisningen foregår om dagen og/eller om aftenen. Der er krav om fuld studieaktivitet, og der afsluttes med prøve efter, at undervisningen i et givet fag er afsluttet.

GIF foregår på Hvidovre Gymnasium og HF i København og HF & VUC FYN Odense City Campus.

Genberegning af kvotient ved gymnasial supplering

Fra 1. maj 2019 vil fag taget ved gymnasial supplering, med henblik på at opfylde specifikke adgangskrav til en videregående uddannelse, indgå i en genberegning af det adgangsgivende gennemsnit. Der vil dog kun blive foretaget genberegning, hvis prøveresultaterne fra suppleringsfagene reducerer eksamensresultatet fra eksamensbeviset.

Sidst opdateret: 13. juli 2018