Femten gymnasiale institutioner med stx deltager lige nu i et forsøg med både den skriftlige og den mundtlige prøve i engelsk på A-niveau.
Forsøget afprøver nye prøveformer, der skal understøtte, at digital teknologi fremmer elevernes læring, og som kan imødegå snyd med avancerede digitale hjælpemidler i både undervisningen og ved prøverne.
Den eksisterende skriftlige prøve i engelsk A på stx er fuldt ud digital. I forsøget er prøven delt i to. Første delprøve foregår analogt med pen og papir og uden hjælpemidler, mens anden delprøve foregår i et digitalt tekstfelt med begrænset adgang til hjælpemidler.
Ved den mundtlige forsøgsprøve er alle hjælpemidler tilladt i forberedelsestiden. Eksaminanden skal bruge kortere tid på at præsentere sit arbejde med sin trukne tekst og som noget nyt læse et kendt tekststykke op og perspektivere det til den trukne tekst.
Forsøget foregår i skoleåret 2025/26 med prøveafvikling i sommerterminen 2026. Tilmeldte hold skal aflægge både den skriftlige og den mundtlige forsøgsprøve.
Deltagende institutioner
I alt femten institutioner er udvalgt til at deltage i forsøget med prøverne i engelsk A på stx. Institutionerne deltager tilsammen med 24 undervisningshold i forsøget. Følgende institutioner deltager:
- Egedal Gymnasium & HF (2 hold)
- Fredericia Gymnasium (1 hold)
- Frederiksberg Gymnasium (2 hold)
- Haderslev Katedralskole (1 hold)
- Køge Gymnasium (2 hold)
- Midtfyns Gymnasium (1 hold)
- Midtsjællands Gymnasium (1 hold)
- Nørresundby Gymnasium & HF (2 hold)
- Ordrup Gymnasium (2 hold)
- Oure Gymnasium (1 hold)
- Struer Statsgymnasium (1 hold)
- Thisted Gymnasium (2 hold)
- Viborg Gymnasium (2 hold)
- Ørestad Gymnasium (2 hold)
- Aarhus Katedralskole (2 hold)
Evaluering af forsøget
Forsøget bliver evalueret efter afviklingen i sommeren 2026. Evalueringen er forventeligt klar i løbet af efteråret 2026.
Eksaminander på særlige prøvevilkår kan fortsat anvende deres læse- og skriveværkøjer
Eksaminander, der er testet ordblinde, og som af deres institution er tildelt særlige prøvevilkår i medfør af § 19 i den almene eksamensbekendtgørelse, vil fortsat have adgang til de samme it-hjælpemidler som hidtil ved både den skriftlige og den mundtlige prøve. Læse- og skriveværktøjerne AppWriter og IntoWords fungerer sammen med tekstfeltet, som anvendes til den skriftlige prøves delprøve 2. Herudover får eksaminander på særlige prøvevilkår, som det også er tilfældet ved andre analoge delprøver, adgang til en digital udgave af den papirbaserede delprøve 1.
For så vidt angår oplæsningen af et tekststykke under den mundtlige prøve, er det vigtigt at bemærke, at langt de fleste eksaminander i forvejen læser citater op i forbindelse med tekstdokumentation ved den mundtlige prøve i engelsk A, og at eksaminander med ordblindhed har meget forskellige forudsætninger. For eksempel anvender nogle eksaminander med ordblindhed kompenserende strategier til oplæsning uden behov for støtte, mens andre kan have behov for støtte fra eksaminator. Institutionen skal derfor, som altid, foretage en individuel vurdering af den enkelte eksaminand og afgøre, hvilke specifikke særlige prøvevilkår, der kan ligestille vedkommende med øvrige eksaminander, og som samtidig ikke ændrer på prøvens niveau. Hvis institutionen vurderer, at det er nødvendigt, at eksaminator under prøven læser tekststykket højt for eksaminanden med ordblindhed, aftales dette på forhånd med eksaminanden og meddeles censor. Eksaminators oplæsning må ikke blive lagt eksaminanden til last i bedømmelsen, forudsat at eksaminanden efterfølgende forholder sig analytisk og relaterer tekststykket til eksamensspørgsmålet.