Ansøgning
Ansøgningen til en gymnasial uddannelse foregår som hidtil ved en central ansøgningsrunde i starten af året. Man kan frit søge om optagelse på gymnasier i hele landet, og man kan ikke blive fordelt til en gymnasial uddannelse (stx, hf, hhx, htx og pre-IB), som man ikke selv har ønsket.
Det er ansøgeren selv, der prioriterer et antal uddannelsesønsker og vælger i hvilken rækkefølge, uddannelsesønskerne skal forsøges opfyldt.
Elevfordeling
Lige som tidligere er der heller ikke fremadrettet garanti for at komme ind på et bestemt gymnasium.
Fordeling af elever sker som noget nyt i en landsdækkende fordelingsmekanisme administreret af Børne- og Undervisningsministeriet, som man kender fra de videregående uddannelser. Fordelingen sikrer, at så mange som muligt får deres førsteprioritet opfyldt inden for de fastsatte fordelingsregler.
Fordelingen tager først og fremmest udgangspunkt i ansøgerens egne prioriterede ønsker om, hvilke gymnasier ansøgeren ønsker at gå på.
I skoleåret 2023/24 fordeles ansøgere i hele landet på baggrund af transporttiden fra ansøgerens bopæl til gymnasiets adresse, hvis der er flere ansøgere end pladser på et bestemt gymnasium.
Hvis det ikke er muligt at finde en plads på et gymnasium, som ansøgeren har ønsket, vil fordelingsmekanismen forsøge at finde en plads på den uddannelse, som ansøgeren har som sin 1. prioritet, på et gymnasium, hvor vedkommende har kortest mulig transporttid inden for maksimalt 45 minutter.
Hvis fordelingsmekanismen ikke kan finde plads til ansøgeren, skal regionen fordele ansøgeren til et gymnasium. Regionen fordeler ansøgeren til et prioriteret gymnasium, hvis der er ledige pladser. Hvis der ikke er ledige pladser, fordeler regionen ansøgeren til det gymnasium, der har ledig plads på samme uddannelse som ansøgerens 1. prioritet med kortest transporttid inden for maksimalt 45 minutters transporttid. Hvis ingen af disse gymnasier har ledige pladser, skal regionen som hovedregel hæve kapaciteten – altså skabe plads – på ansøgerens 1. prioriterede uddannelse på det gymnasium, hvor ansøgeren får kortest transporttid.
Ansøgere, der i 2023 søger efter den 13. april kl. 13 (eftertilmeldere), søger for sent til at indgå i den centrale elevfordeling, og fordeles derfor af bopælsregionen, når den centrale elevfordeling er afsluttet (primo juni). Ved fordelingen af eftertilmelderne skal regionerne så vidt muligt fordele eftertilmeldere til institutioner inden for maksimalt 45 minutters transporttid, som har ledig kapacitet i forhold til den endelige kapacitet, som udmeldes senest den 15. maj 2023.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har i samarbejde med Danske Regioner udarbejdet et forståelsespapir om regionernes fordeling af eftertilmeldere (pdf). I forståelsespapiret fremgår det, at eftertilmeldere er ansøgere, der søger senest den 12. april. Af tekniske årsager er det rykket til den 13. april kl. 13.
Ansøgere har efter at have fået reserveret en foreløbig plads mulighed for at vælge om, inden de er optaget på uddannelsen, eller for at skifte efter optagelse.
Notatet gennemgår regler og proces for omvalg og skifte (pdf)
Læs på ug hvordan en ansøger laver omvalg (ug.dk)
I dag | Fremover (med den nye model) | |
---|---|---|
Ansøgning | Ansøgning via optagelse.dk senest den 1. marts. | Ansøgning via optagelse.dk senest den 1. marts. I 2023 er ansøgningsfristen rykket til den 13. marts. |
Antal uddannelsesønsker | Max. fem ønsker | Ingen øvre grænse. |
Prioriteret rækkefølge | Ansøgerens uddannelsesønsker undersøges i den rækkefølge, som ansøgeren selv har prioriteret. | Ansøgerens uddannelsesønsker undersøges i den rækkefølge, som ansøgeren selv har prioriteret. |
Uddannelser omfattet af fordelingsregler | Stx, hf og pre-Ib. | Stx, hf, hhx, htx og pre-Ib. |
Fordeling af elever | Lokale fordelingsudvalg i regionerne fordeler ansøgerne på de gymnasier, hvor der er flere ansøgere end pladser. | En central fordelingsmekanisme fordeler alle ansøgere. |
Regler for fordeling | Hvis der er flere pladser end ansøgere, får alle ansøgere reserveret en foreløbig plads. Hvis der er flere ansøgere end pladser, får ansøgere med kortest afstand fra bopæl til gymnasium først en plads. Der kan dog være lokale fordelingsregler. |
Hvis der flere pladser end ansøgere, får alle ansøgere reserveret en foreløbig plads. Hvis der er flere ansøgere end pladser, får ansøgere med kortest transporttid fra bopæl til gymnasium først en plads. |
Elever, der ikke kan fordeles til nogen af de ansøgte institutioner | Lokale fordelingsudvalg i regionerne henviser ansøgeren til et gymnasium inden for en rimelig transporttid fra bopælen, som har plads til ansøgeren, under hensyntagen til afstanden mellem ansøgerens bopæl og uddannelsesstedet og en hensigtsmæssig udnyttelse af optagelseskapaciteten. | Fordelingsmekanismen forsøger først at finde plads til ansøgeren på den uddannelse, som ansøgeren har som 1. prioritet, på et gymnasium, hvor ansøgeren har kortest transporttid inden for 45 minutter. Hvis fordelingsmekanismen stadig ikke kan finde plads til ansøgeren, skal regionen fordele ansøgeren til et gymnasium. Regionen fordeler ansøgeren til et prioriteret gymnasium, hvis der er ledige pladser. Hvis der ikke er ledige pladser, fordeler regionen ansøgeren til det gymnasium, der har ledig plads på samme uddannelse som ansøgerens 1. prioritet med kortest transporttid inden for maksimalt 45 minutters transporttid. Hvis ingen af disse gymnasier har ledige pladser, skal regionen som hovedregel hæve kapaciteten – altså skabe plads – på ansøgerens 1. prioriterede uddannelse på det gymnasium, hvor ansøgeren får kortest transporttid. |
Max. transporttid for elever, der får plads på et gymnasium, de ikke selv har valgt | 60 minutter. | 45 minutter. |