Det er afgørende, at unge ikke falder mellem to stole i uddannelsessystemet. Overgangen fra grundskolen til FGU-institutionerne skal derfor forbedres, så de elever, som efter grundskolen ikke er klar til at begynde på en ungdomsuddannelse eller i et job, ikke oplever et afbrud i deres uddannelsesforløb.
Det mener et enigt folketing, der i dag har vedtaget en lovændring om FGU. Ændringen sker som følge af den politiske aftale fra den 21. november 2023, hvor regeringen og alle Folketingets partier blev enige om at styrke rammerne for FGU.
Lovændringen betyder blandt andet, at unge i 9. og 10. klasse, der vurderes at være i målgruppen for FGU, fremover vil få mulighed for at komme i brobygning på en FGU-institution. Den unge får dermed mulighed for at afprøve, om FGU er det rette valg, inden den forlader grundskolen.
Derudover får den kommunale ungeindsats - som har ansvar for, at alle unge modtager vejledning om uddannelse og erhverv - mulighed for at vurdere, om FGU er det rigtige uddannelsestilbud for en elev, allerede mens eleven går i 9. klasse. I dag er dette først muligt, efter at den unge har afsluttet grundskolen.
”Jeg er meget glad for, at vi i dag har sikret, at de elever, som ikke er helt parate til at begynde på en ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse, ikke bare havner hjemme på sofaen efter sommerferien og måske får et nederlag, men kan blive hjulpet videre i det rette uddannelsestilbud. Det er meget vigtigt for regeringen, at vi hjælper de 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller arbejde. For mange af dem kan FGU være vejen videre,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Aftalen om styrket FGU
FGU-institutionerne arbejder med at styrke unges faglige, sociale eller personlige kompetencer igennem et inkluderende læringsmiljø, så de bliver rustet til at komme videre i uddannelse eller beskæftigelse.
Regeringen og alle Folketingets partier indgik den 21. november 2023 en aftale om at styrke FGU-institutionerne, så de er mere fagligt og økonomisk stabile, samt at give FGU-institutionerne øget frihed til at tilrettelægge uddannelsen efter det, der giver mening lokalt.
Læs mere om aftalen