Hop til indhold

Størstedelen af de unge, der gennemfører et forløb på den forberedende grunduddannelse (FGU), kommer efterfølgende videre i uddannelse eller beskæftigelse. 

Konkret er 65 procent af de elever, der fuldfører FGU, begyndt på en uddannelse eller i beskæftigelse, fire måneder senere. Det gælder til gengæld kun for 10,5 procent af dem, der afbryder deres FGU-forløb.

Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet om, hvad FGU-eleverne laver fire måneder efter, de har afsluttet deres FGU-forløb. Opgørelsen dækker perioden fra FGU’s start i august 2019 frem til og med februar 2023 og lander forud for de kommende forhandlinger om netop FGU.

Hvis man ser samlet på både de elever, der har fuldført FGU, og dem, der har afbrudt FGU, er det godt 47 procent af eleverne, som fire måneder efter de er stoppet, går på en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse.

”Der er ingen tvivl om, at FGU har haft en hård start. Men de her tal bekræfter mig i, at FGU-skolerne rundt omkring i landet gør en stor forskel for en masse unge, som måske ikke har haft nemt ved at finde deres vej i uddannelsessystemet eller en plads på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg dette efterår indkalde Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan vi kan styrke FGU-institutionerne og give dem bedre forudsætninger for at hjælpe endnu flere unge,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. 

Ministeren har forud for de kommende forhandlinger inviteret ordførerne på området til et møde om FGU i næste uge.

Figur 1 – Elevers status fire måneder efter afsluttet FGU-forløb (forløb afsluttet inden for året)

Kilde: Styrelsen for It og Læring og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (DREAM).
”Ungdomsuddannelse mv.” omfatter foruden elever på ordinære ungdomsuddannelser elever med SU-berettiget aktivitet på avu eller HF-enkeltfag. ”Anden uddannelse” omfatter elever, som er i gang med nyt FGU-forløb, STU eller 10. klasse. ”Ledig og uden for arbejdsmarkedet” dækker bl.a. offentligt forsørgede og personer på førtidspension. ”I begrænset beskæftigelse” dækker over personer, som har mindre end 20 timers beskæftigelse om ugen.  ”Uoplyst” dækker over personer, som ikke fremgår af de anvendte registre. Det er således selvforsørgende personer, der kan være på udlandsrejse, forældreforsørgende eller andet, som ikke fremgår af datakilderne.