Hop til indhold

I fremtiden vil grundskoleelever stadig få ung-til-ung vejledning om erhvervsuddannelserne. Projektet med rollemodeller fortsætter nemlig frem til udgangen af 2026.

Eud-aftalekredsen er både enige om at forlænge indsatsen og udvide den. Der er sat en ekstra pose penge af til at rekruttere flere rollemodeller. I øjeblikket består projektet af 60-80 rollemodeller, som når ud til 10.000 elever. Dette forventes fordoblet med aftalen.  Rollemodelindsatsen stod til at lukke i sommeren 2022.

”Det er en hovedprioritet for regeringen, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. For vi har hårdt brug for dygtige faglærte i fremtiden, blandt andet til den grønne omstilling. Derfor skal vi understøtte de indsatser, der giver unge smag for erhvervsuddannelserne. Det gør det at møde rollemodeller, man kan spejle sig i, og vi ved, at det gør en forskel for de unge, der overvejer at søge mod erhvervsuddannelserne,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Vi skal have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Det er derfor vigtigt, at kendskabet til de mange forskellige erhvervsuddannelser udbredes, og at de unge ved at uddannelserne favner bredt – fra kok og klejnsmed til kontorassistent – for blot at nævne nogle få. Ofte er de unge selv de bedste ambassadører for hvor spændende og godt det er at tage en erhvervsfaglig uddannelse. Det var også baggrunden for at jeg som minister søsatte rollemodelprojektet sammen med Erhvervsskolernes ElevOrganisation. Og evalueringen viser, at det har været en succes som vi i den grad skal fortsætte. Derfor støtter vi i Venstre forlængelsen frem til udgangen af 2026, for det er i mange tilfælde lettere for de unge at lade sig inspirere af andre unge. Derudover kan rollemodellerne give et helt andet indblik i erhvervsuddannelserne og de mange uddannelsesmuligheder, som ofte er ukendte, end en studievejleder kan,” siger Ellen Trane Nørby, Venstre.

”Der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for unge, at kunne se og spejle sig i andre unge i forhold til valg af uddannelse. Derfor er vi glade for, at vi nu finder midler til at rollemodelkorpset kan fortsætte,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

”Jeg er virkelig glad for, at rollemodelkorpset får lov at fortsætte. Jeg mener, at vi skal lave meget mere ung-til-ung-vejledning i fremtiden. Det her initiativ er et eksempel på, at dén type vejledning netop kan bidrage til afklaring af de unge, så flere finder ud af, om en erhvervsuddannelse er noget for dem,” siger Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

”Det er så godt, at endnu flere unge i grundskolen fremover kan møde rollemodeller fra erhvervsuddannelserne. Ingen tvivl om, at det bare giver noget helt andet når de unge i grundskolen kan tale med unge, der selv går på en erhvervsuddannelse. Og så er der endda flere unge, der overvejer at søge ind på en erhvervsuddannelse efter besøget. Så fra SF skal der bare lyde et stort tak til EEO og rollemodellerne,” siger Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

”Konservative Folkeparti er glade for den fælles beslutning om at øge støtten til Erhvervsskolernes ElevOrganisation og deres rigtig gode og effektive arbejde ’Vejen til en Erhvervsuddannelse’. Den personlige fortælling om, hvilke muligheder EUD giver og hvad erhvervsuddannelserne er og kan bruges til er nok den bedste information og inspirationskilde til unge mennesker, som står over for et uddannelsesvalg. Vi ønsker at sikre at de unge får de bedste forudsætninger for at vælge uddannelse og lige netop deres egen vej og vil gerne styrke søgningen til EUD, fordi vi har så meget brug for erhvervsuddannelsernes kompetencer,” siger Katarina Ammitzbøll, Konservativt Folkeparti.

”Virksomhederne skriger på faglært arbejdskraft, og den mangel vil ikke blive mindre de næste mange år. Derfor er det vigtigt, at vi får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Både eleverne og skolerne er rigtig glade for ordningen med rollemodeller, som vi med denne aftale kan fordoble antallet af. Det er vigtigt for virksomhederne og for de unge, der i højere grad får øjnene op for, at der er andre muligheder end at sidde med næsen i bøgerne,” siger Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Læs mere om ’Vejen til en Erhvervsuddannelse’

Projektet ’Vejen til en Erhvervsuddannelse’ er en ung-til-ung-formidlingsindsats, som i 2016 blev startet af Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO).

Indsatsen har i det første år kørt som et pilotprojekt med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriet, mens indsatsen i perioden 2017-2022 har været støttet af private fonde.

Projektet organiseres og drives af Erhvervsskolernes ElevOrganisation. Aktiviteten består af ’ung til ung’- vejledning, hvor erhvervsuddannelseselever gennem deres personlige historier og erfaringer informerer om erhvervsuddannelserne, herunder eux. Den primære målgruppe for vejledningen er grundskoleelever, men kan f.eks. også udvides til FGU-elever. Formålet er, at eleverne bliver mere afklarede i deres uddannelsesvalg, og at flere overvejer at vælge en erhvervsuddannelse.

Projektet er blevet evalueret af Rambøll i 2021.