Hop til indhold

Børne- og Undervisningsministeriet har for første gang offentliggjort fraværsdata for FGU-elever. Resultatet er, at det samlede gennemsnitlige elevfravær for perioden fra januar 2020 til og med august 2020 ligger på cirka 17 procent. I flere måneder er der desuden cirka 20 procent af elevgruppen på FGU, der har mere end 40 procent fravær.

Det er bekymrende læsning, at en gruppe af FGU-eleverne er meget væk fra deres uddannelse. Når det er sagt, så kender vi alle til de kolossalt svære vilkår, som FGU’erne har haft fra starten. Og det har ikke gjort det nemmere at fastholde eleverne, at der kom en pandemi til. Vi ved, at underviserne og lederne gør alt, hvad de kan for at lykkes derude. Så vi skal ikke overreagere, men det er klart, at vi har fraværet tæt i kikkerten fremadrettet,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Resultaterne skal læses med forbehold, da FGU er en ny uddannelse, som stadig er under opbygning, ligesom COVID-19 kan have haft betydning for registrering af elevfravær i foråret 2020. Uddannelsen startede op i august 2019.

De unges fravær er et af de tre retningsgivende mål for FGU’en. Udviklingen i disse mål følges nationalt og drøftes i aftalekredsen, ligesom de retningsgivende mål fungerer som indikatorer, der indgår i Børne- og Undervisningsministeriets tilsyn.