Hop til indhold

VIVE har udviklet et design for, hvordan man kan følge børn og unge med funktionsnedsættelser og deres vej igennem uddannelsessystemet, så der fremadrettet kan skabes et bedre vidensgrundlag om målgruppen.

Børn og unge med funktionsnedsættelser opnår et lavere gennemsnit i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøver og ved de nationale test sammenlignet med andre. Det viser en ny rapport. Rapporten viser desuden, at de i højere grad fritages fra folkeskolens afgangseksamen, har højere fravær og oplever flere skoleskift.

Der er også tegn på, at børn og unge med funktionsnedsættelser på nogle områder trives dårligere end andre børn og unge. Det gælder især i forhold til mobning, koncentration i timerne, faglighed, og om eleven føler, at han eller hun hører til på skolen. Særligt børn og unge med adfærds- og udviklingsforstyrrelser vurderer, at de trives dårligere.

Undersøgelsen viser derudover, at der er god grund til at være opmærksom på ordblinde elevers faglige trivsel. Kun 36 procent af de ordblinde elever føler, at de klarer sig godt fagligt i skolen. Til sammenligning erklærer 72 procent af børn og unge uden funktionsnedsættelser sig enige i, at de klarer sig fagligt godt i skolen.

Læs rapporten 'Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med funktions-nedsættelser' (pdf)

Om rapporten

  • Rapporten er udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velværd (VIVE).
  • Rapporten har dels til formål at undersøge, hvordan børn og unge med funktionsnedsættelser klarer sig i uddannelsessystemet sammenlignet med børn og unge uden funktionsnedsættelser, dels at undersøge hvordan børn og unge med funktionsnedsættelser fremadrettet kan følges i analyser via registerdata.

Om datagrundlaget

  • Rapporten bygger på registerdata for to grupper af unge, afgrænset på fødselsår, hhv. 1988-1992 og 1998-2002. For disse grupper er der blandt andet indhentet registerdata om elevers faglige resultater i grundskolen, overgang til ungdomsuddannelse og baggrundsdata, og dertil er ordblindebiblioteket Nota brugt til information om ordblindhed.
  • Derudover bygger rapporten på kvalitative data indsamlet i syv kommuner og tilhørende skoler i perioden juni 2019 til januar 2020.