Hop til indhold

Den 1. juni fremsendte Kommunekontraktrådene (KKR) deres forslag til, hvor de kommende institutioner og skoler for den nye forberedende grunduddannelse (FGU) skal placeres. Forslagene er blevet drøftet med partierne i FGU-aftalekredsen, og efter drøftelserne har undervisningsministeren besluttet at følge KKR’s forslag til dækningsområder, institutions- og skoleplaceringer. Der er fire undtagelser, hvor opmanden er kommet med en anden indstilling end KKR. I de tilfælde har ministeren fulgt opmandens indstilling.

Resultatet er, at der skal oprettes 88 skoler samlet i 27 selvejende institutioner.

”Jeg er tilfreds med både processen og resultatet af det nye institutionslandskab for FGU. Jeg ved, at kommunerne har arbejdet hårdt for at finde gode, lokale løsninger inden for fristen, og alle bør være stolte af, at resultatet er endt så tæt på de hensyn, som FGU-aftalekredsen formulerede i den politiske aftale. Arbejdet med at oprette og opbygge de nye institutioner til gavn for rigtig mange unge er kommet godt fra start, og jeg håber, at det fortsætter på samme måde,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Det er forventningen, at ministeren omkring den 1. september 2018 formelt vil oprette de nye FGU-institutioner, så institutionernes første bestyrelser kan komme i gang med den store opgave med at forberede institutionerne til uddannelsesstart i august 2019.