LÆS DETTE, INDEN DU AFGIVER OPLYSNINGER VIA WHISTLEBLOWER-ORDNINGEN!
Hvis Styrelsen for Undervisning og Kvalitet indleder en tilsynssag med en skole på baggrund af en henvendelse fra en whistleblower, må styrelsen hverken meddele skolen whistleblowerens identitet, indholdet af whistleblowerens henvendelse, eller at sagen er indledt som følge af en whistleblowerhenvendelse. Whistlebloweren kan dog give hel eller delvis tilladelse til, at styrelsen orienterer skolen herom.
Hvis du har tænkt dig at give styrelsen oplysninger om en skole via whistleblowerordningen, skal du under alle omstændigheder være opmærksom på følgende:
Selvom styrelsen ikke må fortælle skolen, at en tilsynssag er indledt på grund af en whistleblowerhenvendelse, vil skolen måske alligevel kunne regne ud, at sagen er startet, fordi styrelsen har modtaget en sådan henvendelse.
Det skyldes, at en skole i alle andre tilfælde som udgangspunkt har krav på at blive gjort bekendt med, hvorfor styrelsen har indledt en tilsynssag.
Hvem der har henvendt sig, og hvad henvendelsen nærmere går ud på, vil det typisk være betydeligt vanskeligere for en skole at gætte sig til, og styrelsen videregiver som nævnt ikke disse oplysninger til skolen uden whistleblowerens tilladelse.
Læs mere om whistleblowerordningen her.
Hvis du har viden om eller kendskab til mulige lovovertrædelser eller bekymrende forhold på en fri grundskole, efterskole eller fri fagskole og ønsker at være anonym kan du bruge whistleblower-ordningen. Du kan indgive dine oplysninger til styrelsen skriftlig via en formular.