Hjemmeundervisning og undervisningspligt
I Danmark er der undervisningspligt, men ikke skolepligt. Opfyldelse af undervisningspligten kan ske ved at sende barnet i en folkeskole, i en fri grundskole eller ved, at barnet bliver hjemmeundervist af forældrene selv eller en anden person.
Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen, men forældre eller værger har ikke pligt til at lade deres barn undervise i folkeskolen. De kan i stedet selv sørge for, at barnet får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Forældres ret til selv at stå for deres børns undervisning er en frihedsrettighed, som fremgår af Grundlovens § 76.
Ved hjemmeundervisning har forældrene påtaget sig ansvaret for, at barnets undervisningspligt overholdes. Det er ikke muligt at kombinere delvis hjemmeundervisning med delvis skolegang. En hjemmeundervist elev kan derfor ikke samtidig være indskrevet på en folkeskole eller en fri grundskole.
Undervisningspligten ophører efter 9. klasse, og hjemmeundervisning i 10. klasse er derfor ikke en mulighed.
Formelle krav, der skal være opfyldt inden hjemmeundervisning påbegyndes
Før hjemmeundervisning kan begynde, skal forældrene ifølge friskoleloven indsende oplysninger til kommunen. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt informeres om:
- Hvilke børn der skal deltage i undervisningen
- Hvor undervisningen finder sted
- Hvem der skal undervise børnene
Forældrenes meddelelse er ikke en ansøgning og kræver ikke godkendelse fra kommunalbestyrelsen.
Krav til hjemmeundervisning
Hjemmeundervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Overordnet betyder det, at hjemmeunderviste børn skal have modtaget en undervisning, som giver barnet de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis barnet havde gået i folkeskolen (Stå mål med-kravet). Hjemmeundervisningen skal som minimum omfatte undervisning i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag. Hvis forældrene ønsker, at barnet skal kunne aflægge folkeskolens prøver og opnå folkeskolens afgangseksamen skal barnet også undervises i folkeskolens øvrige obligatoriske fag. Se nærmere i afsnittet nedenfor om dette.
Forældrene kan selv beslutte, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvilke undervisningsmetoder og undervisningsmidler, der skal anvendes.
Det er ikke et krav, at det er forældrene, der underviser barnet. Undervisningen kan derfor godt varetages af andre. Det betyder, at forældre også kan vælge at betale private for at undervise barnet, fx med delvis brug af online-undervisning. Ansvaret for undervisningen er dog fortsat forældrenes.
På nær faget dansk er der ved hjemmeundervisning ikke krav til undervisningssproget. I faget dansk skal der dog undervises på dansk.
Krav til hjemmeunderviseren
Der er ikke krav om særlige kvalifikationer til hjemmeunderviseren. Det betyder, at underviseren ikke behøver at være læreruddannet eller have erfaring med undervisning, men undervisningen skal leve op til stå mål med-kravet.
Det faglige og økonomiske ansvar for hjemmeundervisning er forældrenes
Når forældre vælger at påtage sig ansvaret for undervisningspligtens opfyldelse, inkluderer dette både det faglige og det økonomiske ansvar. Det betyder, at forældrene selv skal sørge for alle undervisningsmaterialer og eventuelle nødvendige tekniske hjælpemidler til brug i undervisningen samt afholde udgifterne hertil. Det gælder uanset, hvem der i praksis gennemfører undervisningen.
Specialpædagogisk støtte til hjemmeundervisning
Kommuner er ikke forpligtet til at tilbyde specialpædagogisk støtte til hjemmeunderviste børn. Dette ansvar er forældrenes.
Kommunalbestyrelsen skal dog tilbyde forældrene vederlagsfri specialpædagogisk rådgivning i hjemmet om undervisningen, hvis det hjemmeunderviste barn har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Til disse børn skal kommunalbestyrelsen desuden tilbyde vederlagsfri specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i hjemmet, hvis børnene også har sprog- og talevanskeligheder. Det følger af friskolelovens § 34, stk. 3 og 4.
Tilbuddet om sprog- eller taleundervisning i hjemmet er et supplement til den undervisning, som forældrene selv har påtaget sig at sørge for. Kommunalbestyrelsen giver tilbuddet efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med forældrene. Tilbuddets omfang og indhold skal svare til, hvad der tilbydes elever med sprog- eller talevanskeligheder i folkeskolen.
Det kommunale tilsyn med hjemmeundervisning
Kommunalbestyrelsen i barnets bopælskommune skal føre tilsyn med hjemmeundervisningen. Det følger af friskolelovens § 35, stk. 1.
Det kommunale tilsyn er en faglig kontrol med, om undervisningen lever op til stå mål med-kravet.
Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter rammerne for og indholdet af tilsynet, så det muliggør en vurdering af stå mål med-kravet. Der er ikke krav om, at tilsynet skal føres med en bestemt frekvens, men kommunalbestyrelsen bør sikre sig, at undervisningen har den nødvendige progression for, at barnet kan opnå en grundskoleuddannelse, der står mål med folkeskolens. Det er kommunens ansvar at føre tilsyn med dette.
Tilsynet kan fx omfatte:
- Spørgsmål til forældrene om undervisningen
- Gennemgang af undervisningsmateriale
- Observation af undervisningen
- Gennemgang af evt. undervisningsplaner
- Skriftlige redegørelser fra underviseren
- Prøver (se afsnit herom nedenfor)
Forældrene har ikke pligt til at udarbejde undervisningsplaner eller andet skriftligt materiale til tilsynet, men det kan lette forældrenes mulighed for at sandsynliggøre, at undervisningen lever op til stå mål med-kravet.
Anvendelse af test og prøver i tilsynet med hjemmeundervisning
Kommunen kan som en del af tilsynet med hjemmeundervisning lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag. Det følger af friskolelovens § 35, stk. 2. Det er ikke et krav, at der skal afholdes prøver hvert år, men det er en mulighed som loven giver det kommunale tilsyn.
Kommunen kan lade afholde prøver, uanset hvilken pædagogisk-faglig undervisningsmetode, hjemmeunderviseren måtte anvende. Det gælder også, hvis forældrene har fravalgt at lade barnet aflægge folkeskolens afgangsprøver og i øvrigt ønsker et testfrit undervisningsmiljø.
Det er den, som har undervist barnet, der leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan i tilsynet vælge, hvilke test den vil benytte. Det vil dog være hensigtsmæssigt at indgå i dialog med hjemmeunderviseren om det.
Hvis tilsynet vurderer, at hjemmeundervisningen ikke lever op til stå mål med-kravet
Hvis det kommunale tilsyn med hjemmeundervisningen skønner, at undervisningen ikke har været forsvarlig, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om dette. Hvis der som en del af tilsynet har været anvendt prøver, kan kommunalbestyrelsen underrette forældrene om, at der vil blive afholdt nye prøver efter tre måneder. Hvis undervisningen stadig vurderes mangelfuld efter tre måneder, skal børnene undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes. Det følger af friskolelovens § 35, stk. 3.
Kommunale reaktioner ved mangelfuld hjemmeundervisning
Friskolelovens bestemmelser om hjemmeundervisning giver ikke mulighed for at sanktionere forældre, der undlader at efterleve en afgørelse om at lade barnet indskrive i en skole.
Forældrene har dog pligt til at medvirke til, at barnet opfylder undervisningspligten, og forældrene må ikke lægge hindringer i vejen for, at undervisningspligten kan opfyldes. Det følger af folkeskolelovens § 35.
Hvis barnet ikke modtager undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, har kommunalbestyrelsen i medfør af folkeskolelovens § 40 pligt til at sørge for, at barnet indskrives i folkeskolen. I tilfælde af, at barnet herefter ikke møder frem, behandles fraværet efter reglerne om ulovligt fravær i folkeskoleloven. (Folkeskolelovens § 39 og bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen).
Ulovligt fravær kan medføre, at den pågældende folkeskole og/eller skoleforvaltning foretager underretning til socialforvaltningen i kommunen.
Hvis det kommunale tilsyn med hjemmeundervisningen i øvrigt giver anledning til bekymring for et barns udvikling og trivsel, så skal den kommunale tilsynsførende underrette socialforvaltningen. Kommunen skal være opmærksom på, at den i sådanne situationer har de handlemuligheder, som følger af sociallovgivningen.
Prøver og folkeskolens afgangseksamen for hjemmeunderviste børn
Hjemmeunderviste børn kan tage folkeskolens prøver efter reglerne for privatister. Forældre, der ønsker dette, skal anmode barnets bopælskommune herom. Kommunalbestyrelsen skal imødekomme en sådan anmodning. Det følger af folkeskolelovens § 14, stk. 8.
Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, på hvilken prøveafholdende skole prøverne skal aflægges og tilmelder barnet til prøverne. Det følger af folkeskolelovens § 14, stk. 2. Dette kan barnet, forældrene, privatundervisere eller lign. Ikke selv beslutte.
Forældrene til et hjemmeundervist barn skal være opmærksom på, at der gælder følgende krav for at aflægge folkeskolens prøver som privatist:
- Barnet skal i 8. klasse aflægge prøve i et af de praktisk/musiske fag og forinden have modtaget undervisning i faget
- Barnet skal forud for prøverne i 9. klasse have modtaget undervisning i alle de obligatoriske fag i folkeskolen (med visse undtagelser, fx kristendomskundskab og 2. fremmedsprog)
Bemærk, at elever, der ikke opfylder ovennævnte betingelser, ikke kan opnå folkeskolens afgangseksamen. Det betyder, at barnet skal til enten en optagelsesprøve (til de gymnasiale uddannelser) eller en optagelsessamtale (til erhvervsuddannelserne) for at få adgang til disse uddannelser.
Læs nærmere om prøveaflæggelse som privatist: Prøveaflæggelse for privatister
Hjemmeunderviste børns adgang til SFO
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sørge for det nødvendige antal pladser i dag-, fritids- og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud til alle børn bosat i kommunen (kommunens forsyningsforpligtelse). Det følger af dagtilbudslovens § 4, stk. 1, 1. pkt.
Denne forpligtelse betyder, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der er det nødvendige udbud af pladser i SFO eller fritidshjem til kommunens børn i aldersgruppen. Det gælder også børn, der hjemmeundervises.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for det nødvendige antal pladser i fritids- og klubtilbud m.v. anses for opfyldt, når pladserne stilles til rådighed i det tidsrum, hvor kommunens elever i folkeskolen har behov herfor. Det fremgår af dagtilbudslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. (retsinformation.dk).
Hjemmeundervisning og Unilogin
Uni Login er en adgang til digitale læringsressourcer, som stilles til rådighed for elever og lærere i offentlige og private skoler. Hjemmeunderviste børn er ikke indskrevet i en skole og har derfor ikke adgang til systemet.