Hop til indhold

På denne side kan du læse, hvad du kan indgive en klage over og den generelle sagsbehandlingsproces.

Hvad kan du klage over?

Du har mulighed for at indgive en skriftlig klage over:

  • Eksaminationsgrundlaget (fx opgavens formulering, prøveforløbets rammer)
  • Selve prøveforløbet (fx praktiske forhold under eksamen)
  • Bedømmelsen (hvis du mener, at karakteren er forkert begrundet)

Klagen skal være individuel, skriftlig og indeholde en beskrivelse af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde en imødekommelse af klagen.

Sådan indgiver du en klage

Din skriftlige klage skal indsendes til den institution, hvor prøven er aflagt (dit VUC). Institutionen afgør herefter, om klagen skal behandles. Du har ret til at få udleveret en kopi af den stillede opgave samt en kopi af din egen skriftlige besvarelse af institutionen.

Klagen skal være modtaget af din institution senest to uger efter, at du har fået meddelt din karakter.

Sagsbehandlingen

Når institutionen har modtaget din klage, er processen som følger:

Institutionen afgør, om klagen skal afvises eller fremmes.

Skal klagen fremmes, forelægger institutionen klagen inden for en nærmere angivet frist på normalt to uger for bedømmerne (ofte censorer), der afgiver en faglig udtalelse. Institutionen kan

bestemme, at bedømmerne får en længere frist.

Herefter sender institutionen udtalelserne til dig, der herefter får mulighed for at komme med eventuelle kommentarer inden for en normal frist på en uge.

Særligt for FVU-prøver

Uddannelsesinstitutioner, der udbyder FVU-prøver, modtager kun selve resultatet bestået/ikke bestået for FVU-prøverne frem for mere uddybende resultater af de enkelte delelementer i prøverne. Det skyldes, at der på FVU ikke er hjemmel til at pålægge de beskikkede censorer at udforme en mere uddybet tilbagemelding.

Institutionen træffer skriftlig afgørelse.

Afgørelsen skal henvise til de relevante retsregler og indeholde en begrundelse. Afgørelsen kan være:

  1. tilbud om ny bedømmelse (ombedømmelse), dog ikke ved mundtlige prøver
  2. tilbud om ny prøve (omprøve).
  3. at du ikke får medhold i klagen.

Hvis du bliver tilbudt omprøve:

Hvis du bliver tilbudt ombedømmelse, er det din beslutning, om du vil tage imod tilbuddet. Du skal give institutionen besked inden for to uger fra, at du har modtaget tilbuddet, om du ønsker at tage imod tilbuddet.

Ved ombedømmelse sender institutionen opgavebesvarelsen, klagen, de oprindelige bedømmeres udtalelser, klagers bemærkninger hertil mv. til ombedømmerne. Ombedømmerne træffer afgørelse om karakteren og giver en begrundelse.

Ombedømmelsen kan resultere i en lavere karakter, medmindre der er tale om en fejl eller mangel ved prøven, som institutionen har ansvaret for.

Hvis du bliver tilbudt omprøve

Det er din beslutning, om du vil tage imod tilbuddet.

Hvis du ønsker at tage imod tilbuddet, skal du give besked til institutionens inden for to uger fra, at du har modtaget tilbuddet. Omprøven skal finde sted snarest muligt.

Resultatet af omprøven kan resultere i en lavere karakter, medmindre der er tale om en fejl eller mangel ved prøven, som institutionen har ansvaret for.

Hvis du får afslag/ikke får medhold på din klage

Hvis ikke du får medhold i din klage, skal institutionen vedlægge en klagevejledning.

Særligt om klager vedrørende retlige forhold

Hvis institutionen afviser eller ikke giver dig medhold i en klage vedrørende retlige forhold, kan du inden for to uger videresende klage videre til behandling hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Styrelsen kan dog kun behandle klager over retlige forhold, fx hvis institutionen:

  • Ikke har overholdt fristerne
  • Ikke har partshørt dig korrekt under sagens behandling

Styrelsen kan derimod ikke tage stilling til den faglige vurdering eller det konkrete karaktergivende skøn, medmindre vurderingen ligger uden for de retlige rammer.

Hvad er retlige spørgsmål?

At man kun kan klage til styrelsen over retlige spørgsmål betyder, at styrelsen kun kan behandle klagen, hvis institutionen har tilsidesat reglerne i forbindelse med sin afgørelse.

Et eksempel kan være, at institutionen ikke har partshørt kursisten på korrekt vis i forbindelse med klagesagsbehandlingen eller ikke overholdt en frist.

Styrelsen kan ikke tage stilling til faglige spørgsmål eller skønsmæssige vurderinger, som institutionen har lagt til grund for sin afgørelse, medmindre vurderingerne ligger uden for de retlige rammer.

Sidst opdateret: 20. oktober 2025