Hop til indhold

Kompetenceudviklingens bidrag

Kompetenceudviklingen skal bidrage til at skabe en fælles kultur, professionsidentitet og de kompetencer, som er nødvendige for at nå i mål med de politiske ambitioner for FGU.

Kompetenceudviklingen skal sikre, at medarbejderne får den nødvendige viden og de nødvendige kompetencer til at udvikle en praksis med en stærk og mere alsidig professionsidentitet. Den fælles professionsidentitet centreres om didaktiske og pædagogiske virkemidler i forhold til målgruppen – i tillæg til medarbejdernes fagprofessionelle identiteter inden for eksempelvis håndværk.

Professionsidentiteten og den fælles faglige kultur etableres gennem skolernes daglige arbejde og understøttes af fælles uddannelsesinitiativer, som udvikler det faglige indhold og de faglige metoder til håndtering af målgruppens behov og udfordringer. Den fælles professionsidentitet udvikles parallelt med, at de fagfaglige identiteter og kundskaber fortsat styrkes.

Mere konkret skal kompetenceudviklingen for lærere bidrage til, at:

  • udvikle lærernes samarbejde og skabe en fælles kultur og professionsidentitet.
  • styrke lærernes pædagogisk-didaktiske redskaber i forhold til FGU-didaktikken og målgruppen.
  • styrke lærernes viden og kompetencer til håndtering af målgruppen.

Kompetenceudviklingen for lederne skal styrke ledernes kompetencer i pædagogisk ledelse, administrativ ledelse og forandringsledelse i en FGU-kontekst.

FGU-institutionerne tildeles midler

I alt er der afsat 130 millioner kroner (2017-niveau) fordelt i perioden 2019 – 2022 til kompetenceudviklingen. Hovedparten af midlerne (cirka 125 millioner kroner) tildeles FGU-institutionerne som puljemidler. Institutionerne kan, inden for det definerede formål og på baggrund af nogle fastsatte krav til form og indhold på kompetenceudviklingen, vælge leverandør.

Der stilles blandt andet krav om, at kompetenceudviklingsforløbene primært skal være fælles praksisnære forløb for lærergrupper, som fremmer samarbejde og løsning af fællesopgaver. Indholdsmæssigt tilrettelægges kompetenceudviklingen, så lærerne styrkes i at undervise efter den pædagogik og didaktik, der kendetegner FGU.

Læs mere om pulje til kompetenceudvikling af lærere og ledere i FGU 2020.

FGU-institutionerne skal årligt udforme en institutionsudviklingsaftale, der skal godkendes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Institutionsudviklingsaftalen skal beskrive og begrunde valg af kompetenceudviklingsforløb og leverandør.

Kompetenceudviklingsaktiviteterne tænkes sammen med læringskonsulenternes øvrige understøttelse, så understøttelsen samlet set bliver relevant for den enkelte FGU-institution.

Læs mere om læringskonsulenterne.

Professionshøjskolernes kompetenceudviklingsforløb

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet indgik i efteråret 2018 en partnerskabsaftale med den samlede sektor af professionshøjskoler. Partnerskabet understøtter, at der etableres et landsdækkende tilbud fra professionshøjskolerne om kompetenceudvikling af høj faglig kvalitet til FGU-institutionerne.

Professionshøjskolerne udviklede i vinteren 2018/19 kompetenceudviklingsforløb for FGU-institutionerne. De udviklede forløb passer i indhold, form og til ministeriets forventninger til kompetenceudviklingen.

Sidst opdateret: 26. juli 2023