Skolen har ansvar for at overholde regler omkring skolevalg og skoleskift i tilfælde, hvor der er forældre, der ikke bor sammen eller ikke deler forældremyndigheden over barnet.
Skolevalg og skoleskift
Hvis barnets forældre ikke bor sammen, kan skolen gå ud fra, at bopælsforælderen, også handler på den anden forælders vegne i forhold til skolevalg og skoleskift.
Skolen er ikke forpligtet til at indhente begge forældres underskrift, når barnet indskrives i skolen eller ved skoleskift. Skolen skal dog inddrage begge forældre i spørgsmålet, når skolen er bekendt med, at forældrene er uenige om valg eller skift af skole. Skolen beslutter selv, hvordan inddragelse bedst sker.
Når begge forældre inddrages, skal skolen være opmærksom på, at det ikke forsinker afgørelsen om, hvor barnet skal gå i skole. I situationer, hvor begge forældre inddrages, men hvor der ikke er udsigt til at forældrene kan blive enige, må skolen eller kommunen tage beslutningen. Det skal ske inden for en rimelig tid i forhold til barnets fortsatte skolegang.
Det er barnets bopæl, der er afgørende for, hvor barnet skal gå i skole, hvis forældrene ikke er enige om andet.
En distriktsskole er forpligtet til at indskrive et barn, hvis barnets bopælsforælder, ønsker det. Det gælder også, selvom den forælder, barnet ikke bor hos, er uenig i, at barnet skal gå i distriktsskolen.
Forældre uden forældremyndighed
En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har efter anmodning ret til, at blive orienteret om barnets forhold fra skolen og daginstitutionen. Forælderen har også ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis de findes på skolen eller i daginstitutionen.
Skolen og institutionen har kun pligt til at videregive oplysninger om barnet, hvis den forælder, der ikke har forældremyndigheden, konkret har bedt om det. Forælderen skal derfor ikke orienteres løbende, og en anmodning om generelt at blive orienteret skal ikke imødekommes.
Den enkelte skole eller daginstitution beslutter selv, hvordan oplysningerne praktisk videregives. Det er muligt at orientere forælderen mundtligt og/eller skriftligt.
Forældre uden forældremyndighed har ikke ret til at blive orienteret om eller få adgang til at deltage i sociale aktiviteter i barnets skole eller institution. Det kan kun ske efter aftale med den forælder, der har forældremyndigheden over barnet, og som vil være den nærmeste til at orientere den anden forælder om eventuelle arrangementer. Forælderen uden forældremyndighed har f.eks. ikke ret til at blive tilknyttet på AULA og derigennem få oplysninger om aktiviteter og arrangementer i skolen eller institutionen.
Skolen må ikke gives fortrolige oplysninger om den forældre, som har forældremyndighed over barnet, til anden forældre.
Skoler og institutioner kan afslå at udlevere oplysninger
Skoler og institutioner kan nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om barnets forhold til en forælder uden del i forældremyndigheden, hvis de vurderer, at det kan være til skade for barnet, at forælderen får oplysningerne.
Den forælder, der har forældremyndigheden, eller barnets skole eller daginstitution kan anmode Familieretshuset om, at den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, i særlige tilfælde fratages adgangen til at blive orienteret og få udleveret oplysninger om barnet.
Centrale regler
Folkeskoleloven:
- § 36, stk. 2, 2. pkt. om distriktsskoler
Folkeskoleloven (retsinformation.dk)
Forældreansvarsloven:
- § 23 om orienteringer om et barn
Forældreansvarsloven (retsinformation dk)
Vær opmærksom på, at Forældreansvarsloven hører under Social- og Boligministeriet.