Ethvert barn i den skolepligtige alder har en grundlovssikret ret til at få stillet vederlagsfri undervisning til rådighed. Derfor er al grundskoleundervisning i folkeskolen gratis. På enkelte områder kan forældre dog være forpligtet til at betale.
Musikundervisning eller eliteidrætsudøvelse i undervisningstiden
En folkeskole kan ikke opkræve forældrebetaling for musikundervisning i undervisningstiden.
Skolens leder kan efter anmodning fra forældrene tillade, at en elev i begrænset omfang opfylder sin undervisningspligt ved at deltage i undervisning i den kommunale musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening.
Der vil i det tilfælde være tale om aktiviteter uden for skolen, som eleverne kan få fri til. Derfor kan musikskolen opkræve forældrebetaling for disse aktiviteter, ligesom der kan opkræves forældrebetaling for andre fritidsaktiviteter, som børnene måtte gå til uden for skolen (f.eks. sportsaktiviteter, spejder m.v.).
Fritagelse fra undervisningen til at deltage i den kommunale musikskole eller eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening kan alene gives ud fra en konkret vurdering og i begrænset omfang.
Det er således skolelederen, der vurderer, om det er fagligt forsvarligt, at den pågældende elev i begrænset omfang ikke deltager i den almindelige undervisning, samt i hvilket tidsrum i løbet af skoledagen det i givet fald mest hensigtsmæssigt kan finde sted.
Computere, bøger eller andre undervisningsmidler
Alle undervisningsmidler, der er nødvendige for at gennemføre en undervisning i overensstemmelse med folkeskolelovens bestemmelser, skal som udgangspunkt stilles gratis til rådighed af kommunen.
Der kan således ikke opkræves betaling for nødvendige undervisningsmidler, der benyttes som led i den almindelige undervisning.
Det beror på en skønsmæssig vurdering, hvad der nærmere skal forstås ved begrebet ”nødvendige undervisningsmidler”. Almindelige lærebøger er omfattet af begrebet, mens normale skriveredskaber og for eksempel almindeligt udstyr til idrætstimerne ikke anses for at være omfattet.
Er en undervisning baseret på anvendelse af for eksempel lommeregnere eller ordbøger, skal disse stilles gratis til rådighed. Ønsker eleverne at benytte egne ordbøger og lommeregnere, er det dog ikke nødvendigt, at folkeskolen samtidig stiller disse til rådighed.
Der er heller ikke noget til hinder for, at forældrene beslutter at betale for visse undervisningsmidler, som man efter aftale med den pågældende lærer finder ønskelige, og som man kan sige ligger ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde kravene i læseplanen. Det vil typisk gælde materialer til fremstilling af større projekter i for eksempel sløjd, håndarbejde og lignende.
Folkeskoleloven indeholder ikke hjemmel til, at en kommune eller dens folkeskole kan kræve, at elever i folkeskolen medbringer egen computer til brug i undervisningen. Det betyder, at hvis undervisningen er baseret på brug af computer, skal folkeskolen stille computere gratis til rådighed i undervisningen for elever, der ikke ønsker at benytte egen computer.
En skole må gerne opfordre eleverne til at medbringe deres egen computer. Der kan dog ikke være tale om mere end en opfordring. Det er kommunalbestyrelsens og den enkelte skoleleders ansvar, at det klart og tydeligt kommunikeres til forældrene, at det ikke er et krav, at eleverne medbringer egen computer, så de ikke føler sig forpligtet eller presset til at lade deres børn medbringe en computer.
Instrumenter og udstyr, som anvendes ved undervisning i fritiden, og som hjemtages af eleverne til eget brug, skal ikke stilles gratis til rådighed.
Erstatning af skolebøger
Spørgsmålet om erstatning for bortkomne skolebøger skal løses efter dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Det betyder blandt andet, at eleven må komme med en troværdig og overbevisende forklaring på, at en bog er gået tabt på hændelig vis, hvis eleven skal kunne fritages for ansvar. Kommunerne vil i øvrigt, i vidt omfang, kunne rette erstatningskravet mod elevens forældre.
Centrale regler
Folkeskoleloven
- § 33, stk. 9, om mulighed for at opfylde undervisningspligten ved deltagelse i aktiviteter uden for undervisningen
- § 19, stk. 1, om vederlagsfri adgang til de nødvendige undervisningsmidler
Læs her lov om folkeskolen (retsinformation.dk)
Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar
- § 1, stk. 1, om forældremyndighedsindehaverens hæftelse for hjemmeboende børns erstatningsansvar
Læs her lov om hæftelse om børns erstatningsansvar (retsinformation.dk)