Skolerne arbejder i dag i høj grad ud fra læringsmål. Fælles Mål er derfor præciseret og forenklet, så elevernes læringsudbytte sættes tydeligere i centrum. Dette skal understøtte skolernes arbejde med læringsmål i undervisningen.

Baggrunden for at anvende læringsmål som udgangspunkt for undervisning er, at international forskning viser, at arbejdet med synlige mål, evaluering og feedback har stor betydning for elevernes læring. Klare og præcise læringsmål er med til at give eleverne et tydeligt billede af, hvad de skal lære, og giver eleverne mulighed for at følge med i deres egen læringsproces. Det kan motivere eleverne og gøre dem bevidste om betydningen af deres aktive medvirken i undervisningen.

Fokus på læringsmål er ikke nyt

Lærerne har siden 1993 – i samarbejde med eleverne – skulle tilrettelægge en undervisning med afsæt i læringsmål for eleverne. De nye forenklede Fælles Mål, der sætter elevernes læringsudbytte tydeligere i centrum, er derfor først og fremmest en videreførelse af dette.

Historisk oversigt for Fælles Mål

Fælles Mål er bindende nationale mål for, hvad eleverne skal lære i skolens fag og emner. De forenklede Fælles Mål er formuleret som læringsmål, og undervisningen skal have fokus på elevernes læringsudbytte.

Lærerne skal i elevplanerne opstille individuelle læringsmål for den enkelte elev.

Lærerne og det øvrige pædagogiske personale skal følge elevernes læring og skal tilpasse og gennemføre en undervisning, med henblik på, at den enkelte elev når de Fælles Mål.

I lovgivningen er der ikke udtrykkeligt opstillet krav om, at skolerne skal arbejde med såkaldt læringsmålstyret undervisning.

Inden for de mål og rammer, som kommunen udstikker, og inden for de principper, der er fastlagt af skolebestyrelsen, har skolelederen den pædagogiske ledelse. Dette betyder blandt andet, at skolelederen kan fastsætte de pædagogiske retningslinjer for organiseringen og tilrettelæggelsen af undervisningen, herunder arbejdet med en læringsmålstyret tilgang til undervisningen.

Det er op til den enkelte lærer inden for de rammer, som kommunen og skolelederen udstikker, at vælge, hvordan han/hun vil tilrettelægge undervisningen med henblik på, at den enkelte elev når de Fælles Mål.

Uanset hvilken metode, den enkelt lærer vælger i sin undervisning, er det et overordnet princip for læring og undervisning i folkeskolen, at læreren arbejder med de Fælles Mål for elevernes læring.

”Når jeg indleder et undervisningsforløb, så skaber jeg mig et klart billede af, hvad eleverne skal vide og kunne ved afslutningen af forløbet. Det billede holder jeg mig for øje. Det styrer alle de undervisningsmæssige beslutninger, jeg træffer og hjælper mig til at bruge tiden klogt og til at vise mine elever, hvad jeg forventer af dem.” (Lærer, der arbejder med læringsmål)

Didaktisk ramme

For at understøtte lærernes arbejde med Fælles Mål har ministeriet bedt et bredt konsortium bestående af professionshøjskoler og Institut for Pædagogik ved Aarhus Universitet udarbejde en vejledende didaktisk ramme for arbejdet med læringsmål.

Den didaktiske ramme er vejledende og giver et bud på, hvordan læreren kan arbejde systematisk med læringsmål, når han/hun tilrettelægger, gennemfører og evaluerer undervisningen.

Vejledningsmateriale

Ministeriet har udarbejdet forskellige vejledende materialer, som alle understøtter lærernes arbejde med læringsmål. Det vejledende materiale skal støtte op om lærernes arbejde med systematisk at planlægge gennemføre og følge op på undervisningen med udgangspunkt i læringsmål for eleverne.

Der er udarbejdet en generel vejledning for undervisning med udgangspunk i læringsmål, der beskriver arbejdet med planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen ud fra læringsmål. Der er endvidere udarbejdet konkrete undervisningsforløb i udvalgte fag til inspiration.

Læringsmålstyret undervisning (emu.dk)

Ministeriets undervisningsvejledninger for folkeskolens fag og emner giver inspiration til at tilrettelægge undervisningen i skolens fag og emner, herunder overvejelser om anvendelse af læringsmål i faget eller emnet.

Fagspecifikke vejledninger (emu.dk)

Derudover har ministeriet til hvert færdigheds- og vidensmålpar i forenklede Fælles Mål udarbejdet inspiration til, hvordan målene kan nedbrydes i læringsmål og tegn på læring, og hvordan læreren kan udfordre de dygtigste elever.

Forenklede Fælles Mål og det vejledende inspirationsmateriale findes på EMU Danmarks læringsportal (emu.dk).

Sidst opdateret: 2. november 2017