Bevægelse er en vigtig del af elevernes læring, trivsel og sundhed og bidrager til en varieret og motiverende skoledag.
Det handler ikke kun om fysisk aktivitet eller motion, men om at bruge kroppen som et redskab til at erfare, forstå og skabe mening i undervisningen.
Skoler beslutter lokalt, hvordan og i hvilket omfang de vil inddrage motion og bevægelse i skoledagen.
Skolebestyrelsen kan vælge at fastsætte principper for motion og bevægelse inden for de mål og rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelserne.
Det tidligere krav om 45 minutters motion og bevægelse i skoledagen er afskaffet.
Muligheder for bevægelse i skoledagen
Bevægelse kan indgå i både undervisningen, pauser og frikvarterer.
Bevægelse kan være en integreret del af undervisningen, hvor eleverne får mulighed for at bruge kroppen aktivt i læreprocesser, fx ved at afprøve teorier i praksis, visualisere abstrakte begreber gennem bevægelse eller samarbejde kropsligt for at løse faglige udfordringer.
Bevægelse i undervisningen kan også foregå i samarbejde med det lokale foreningsliv, fx idrætsforeninger eller kulturforeninger, og kan strække sig over længere tid.
Skoler har mulighed for at tilbyde lokale valgfag med bevægelsesindhold. Det kan fx ske gennem træneruddannelse, friluftsliv mv. alt efter lokale forhold og forudsætninger.
Bevægelsesstrategi fra 2025 til 2028
Landets seks professionshøjskoler udarbejder en bevægelsesstrategi fra 2025 til 2028, der skal være med til at understøtte, at bevægelse fortsat bliver prioriteret på skolerne og spiller en helt central rolle i elevernes hverdag.
Professionshøjskolerne gennemfører projektet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og inddrager centrale aktører på området. Der er afsat 12 millioner kroner til projektet, der er et af initiativerne i folkeskolens kvalitetsprogram.
Bevægelsesstrategien skal gennem inspiration og kompetenceopbygning fremme bevægelse i hele elevens skoledag, både i undervisningen og pauserne. Projektet skal også understøtte lokale samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger, fx i de lokale valgfag. Aktiviteterne i projektet er målrettet det pædagogiske personale, skoleledelser og ansatte i kommunale forvaltninger.
Læs mere om bevægelsesstrategien og find inspirationsmaterialer (bvstr.dk)
Advisory board for bevægelsesstrategien
Et advisory board er nedsat for at kvalificere bevægelsesstrategien og give inspiration til arbejdet med bevægelse i folkeskolen.
Advisory boardet bidrager med faglig sparring og rådgivning til projektet og formulerer en række pejlemærker, der kan inspirere og sætte retning for kommuners, skolers og foreningers lokale arbejde med bevægelse i skolen.
Advisory boardet er nedsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Disse organisationer er med i advisory boardet:
- Børne- og Kulturchefforeningen (BKF)
- Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund (BUPL)
- Center For Undervisningsmidler (CFU)
- Danmarks Lærerforening (DLF)
- Dansk Idrætsforbund (DIF)
- Dansk Skoleidræt (DSI)
- Danske Professionshøjskoler
- Danske Skoleelever (DSE)
- DGI
- Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet (DPU)
- Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt og bevægelse (FIIBL)
- Kommunernes Landsforening (KL)
- Lego Foundation
- Novo Nordisk Fonden
- Playful Learning v. UC'erne
- Skole og Forældre
- Skolelederne
- Steno Diabetes, udeskole og netværket Physical literacy
- TrygFonden
- Videnscenter om Handicap