Fra skoleåret 2025/2026 kan elever i 8. og 9. klasse vælge at komme i juniormesterlære. Elever i juniormesterlære skal aflægge færre prøver for at afslutte folkeskolen.
Elever i juniormesterlære skal tilmeldes prøverne, afholde prøverne og bedømmes på samme vilkår som deres klassekammerater efter de generelle regler om prøverne på 8. klassetrin og 9.-klasseprøverne.
Beståkrav til folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære
Elever, der vælger at komme i juniormesterlære, består folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære i 9. klasse hvis de:
- opnår et karaktergennemsnit på mindst 2 i henholdsvis dansk og matematik i de bundne prøver (mundtlig dansk, skriftlig dansk og skriftlig matematik)
- gennemfører en afsluttende evalueringssamtale om juniormesterlæreforløbet.
Folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære giver adgang til alle erhvervsuddannelserne undtagen eux.
Obligatoriske prøver for elever i juniormesterlære
Når elever i juniormesterlære afslutter undervisningen i 9. klasse, skal de aflægge prøve i:
- Mundtlig dansk
- Skriftlig dansk (læsning, retskrivning og skriftlig fremstilling)
- Skriftlig matematik (uden hjælpemidler og med hjælpemidler)
Elever i juniormesterlære kan vælge at aflægge frivillige prøver
Hvis elever i juniormesterlære ønsker at aflægge flere prøver end de obligatoriske prøver i dansk og matematik, kan de indstille sig til frivillige prøver i et eller flere af de øvrige prøvefag ved afslutningen af undervisningen i 8. eller 9. klasse.
Det kræver, at skolelederen vurderer, at eleven har fulgt undervisningen i et omfang, så prøvekravene kan opfyldes.
Frivillige prøver fremgår på elevens bevis, men tæller ikke med i elevernes gennemsnit.
Særligt for den praktiske/musiske valgfagsprøve i 8. klasse
Hvis eleven ønsker at aflægge prøve i det praktiske/musiske valgfag, skal prøven afholdes i forlængelse af, at eleven afslutter undervisningen i faget i 8. klasse.
Særligt for den fælles prøve i naturfag
Hvis eleven ønsker at aflægge den fælles prøve i naturfag i 9. klasse, er det et krav, at eleven har fulgt undervisningen i både biologi, geografi og fysik/kemi.
Særligt for udtræksprøver
Hvis eleven ønsker at aflægge prøve i et udtræksfag, som eleven har modtaget undervisning i, skal eleven følge klassens prøveudtræk. Det betyder, at eleven kun kan aflægge prøve i faget, hvis det bliver udtrukket for elevens klasse eller som alternativt udtræk for elevens klasse som følge af folkeskolelovens § 5, stk. 3, og § 6, stk. 2.
Fra skoleåret 2025/2026 får klassen udtrukket en mundtlig prøve i ét af disse fag: matematik, historie, samfundsfag, kristendomskundskab, engelsk og tysk/fransk.
Skolen skal tilmelde elever i juniormesterlære til prøverne i TOPAS
Skolen skal tilmelde elever i juniormesterlære til folkeskolens prøver i TOPAS ligesom øvrige elever.
Til sommerterminen er alle elever som udgangspunkt tilmeldt alle klassens prøver i TOPAS. Skolen skal derfor framelde elever i juniormesterlære fra de prøver, som de ikke skal aflægge.
Skolen skal udstede beviser for elever i juniormesterlære
Skolen skal udstede beviser til elever i juniormesterlære. Det gælder uanset, om eleven består eller ej.
Beviser for elever, der består afgangseksamen med juniormesterlære
Når en elev består folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære, får eleven et bevis for folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære, som elevens prøveresultater i dansk og matematik samt oplysning om gennemført afsluttende evalueringssamtale. Det bemærkes, at eksamensbeviset også vil skulle indeholde oplysninger om elevens eventuelle resultater i andre fag, som eleven har modtaget undervisning i, herunder oplysning om eventuelle prøveresultater. Eventuelle prøveresultater fra frivillige prøver regnes ikke med i elevens gennemsnit.
Beviser for elever, der ikke består afgangseksamen med juniormesterlære
Hvis en elev i juniormesterlære ikke består folkeskolens afgangseksamen, skal skolen udstede et prøvebevis med de senest afgivne standpunktskarakterer og oplysninger om bedømmelse i forbindelse med prøver.
Det skal også fremgå, om eleven har gennemført den afsluttende evalueringssamtale.
Beviser for elever, der aflægger 9.-klasseprøver på 10. klassetrin
Elever i juniormesterlære kan ligesom øvrige elever aflægge 9.-klasseprøver i dansk og matematik på 10. klassetrin for at forbedre sit resultat.
Hvis en elev i juniormesterlære opfylder beståkravet eller forbedrer sit resultat i dansk og/eller matematik ved at aflægge 9.-klasseprøver på 10. klassetrin, skal skolen udstede et bevis for folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære. Bemærk, at den afsluttende evalueringssamtale, som indgår i beståkravet, skal afholdes ved afslutningen af undervisningen i 9. klasse.
Reglerne for udstedelse af et nyt bevis for folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære gælder for alle skoletyper, der afholder folkeskolens prøver på 10. klassetrin.
Indberetning af karakterer og evalueringssamtale for elever i juniormesterlære
Skolen skal indberette prøvekarakterer og oplysninger om den afsluttende evalueringssamtale for elever i juniormesterlære sammen med øvrige karakterer fra folkeskolen.
Prøvekrav til elever, der framelder sig juniormesterlæreordningen
En elev kan fortryde sit valg af juniormesterlære. I så fald gælder de almindelige regler i folkeskolen: Eleven skal tilbydes undervisning med henblik på at bestå folkeskolens afgangseksamen, medmindre der er grundlag for at fritage eleven fra fag eller prøver.
Det vil være en forudsætning, at eleven har modtaget undervisning i fagene i et omfang, så prøvekravene kan opfyldes. Det gælder både for den praktiske/musiske valgfagsprøve i 8. klasse og de 9. klasseprøver, som indgår i folkeskolens afgangseksamen.
Skolen skal derfor foretage en individuel og konkret vurdering af, om eleven skal tilbydes supplerende undervisning eller gå et klassetrin om for at kunne nå at opfylde prøvekravene, inden eleven afslutter 9. klasse.
Hvis eleven har aflagt prøve i det praktiske/musiske valgfag i 8. klasse
Hvis eleven har modtaget undervisning i et praktisk/musisk valgfag og ved afslutningen af 8. klasse har aflagt frivillig prøve i faget, kan eleven tage prøveresultatet med sig, hvis eleven vender tilbage til almenundervisningen.
Det betyder, at prøveresultatet fra den aflagte prøve i et praktisk/musisk valgfag vil indgå i elevens gennemsnit for folkeskolens afgangseksamen og fremgå på elevens bevis.
Hvis eleven mangler at aflægge prøve i det praktisk/musiske valgfag
Hvis en elev framelder sig juniormesterlæreordningen i 9. klasse og har modtaget nok undervisning i et praktisk/musisk valgfag til at opfylde prøvekravene, men ikke har aflagt prøven, skal eleven aflægge prøven, inden eleven går ud af 9. klasse.
Prøven bør så vidt muligt aflægges som semesterprøve i vinterterminen, så den ikke falder sammen med elevens øvrige prøver på 9. klassetrin.
Hvis eleven ikke kan opfylde prøvekravene i det praktisk/musiske valgfag
Hvis en elev framelder sig juniormesterlæreordningen i 8. eller 9. klasse og ikke har modtaget nok undervisning i et praktisk/musisk valgfag i 8. klasse til at opfylde prøvekravene, skal skolen tilbyde eleven supplerende undervisning eller lade eleven gå et klassetrin om.
Skolens leder skal foretage en konkret og individuel vurdering på baggrund af den enkelte elevs behov og forudsætninger om den bedste løsning.
Det er op til skolens leder at beslutte, hvordan eventuel supplerende undervisning i valgfaget tilrettelægges. Det kan fx ske ved, at eleven følger et af skolens eksisterende valgfagshold.