Skoleleder kan i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning tilbyde elever med særlige behov et særligt tilrettelagt undervisningsforløb i 8. og 9. klasse.
Elever under folkeskolelovens § 9, stk. 4
Særligt tilrettelagte undervisningsforløb skal som minimum indeholde undervisning i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi.
Elever under folkeskolelovens § 33, stk. 5
Skolelederen kan aftale med eleven og forældrene, om eleven skal undervises i andre af folkeskolens fag, og om eleven skal aflægge prøve i disse fag.
Elever under folkeskolelovens § 33, stk. 6
Elever, som opfylder undervisningspligten delvist ved erhvervsmæssig uddannelse, skal undervises og aflægge folkeskolens 9.-klasseprøver i dansk og matematik.
Skolelederen kan aftale med eleven, forældrene og Ungdommens Uddannelsesvejledning, om eleven skal undervises i andre fag, og om eleven skal aflægge prøve i disse fag.
Når undervisningspligten opfyldes helt ved erhvervsmæssig uddannelse, kan skolelederen efter aftale med eleven og forældrene beslutte, om eleven skal undervises i andre af folkeskolens fag i den kommunale ungdomsskole, og om eleven skal aflægge prøve i de fag.
Der er ikke krav om aflæggelse af folkeskolens 9.-klasseprøver for elever, som opfylder undervisningspligten helt ved erhvervsmæssig beskæftigelse.
Udtræksprøver i 9. klasse
Prøvefagsudtrækket i 9. klasse foretages blandt alle udtræksprøver. Dette gælder også for elever, der er omfattet af særligt tilrettelagt undervisning, går i erhvervsklasser eller er fritaget for undervisning jf. bekendtgørelse om specialundervisning. Hvis klassen har udtrukket et fag, som eleverne ikke modtager undervisning i og derfor ikke er tilmeldt, aflægger eleverne ikke udtræksprøven og modtager heller ikke et andet udtræk.
Det kan oplyses, at der udelukkende gives andet prøveudtræk til elever, der:
- er fritaget for 2. fremmedsprog jf. folkeskoleloven § 5, stk. 3,
- er fritaget for kristendomskundskab, jf. folkeskoleloven § 6, stk. 2
- er fritaget for idræt, jf. folkeskoleloven § 14, stk. 2.