Hop til indhold

Grundet fejl i prøven i FP10 skriftlig engelsk den 8. maj 2025 foranstalter styrelsen ekstraordinært en ny prøve i FP10 skriftlig engelsk, så elever, der er tilbudt en omprøve, ikke skal vente til december med at aflægge prøven. Prøven afholdes fredag den 20. juni 2025 kl. 12.30 – 15.30.

På denne side kan du læse, hvornår skolen kan og skal tilbyde omprøve til eleverne, samt hvilken betydning prøven har for elevers optagelse på ungdomsuddannelser.

Hvornår kan/skal skolen tilbyde omprøve til eleverne

Skolens leder kan tilbyde en omprøve, såfremt der har været fejl og mangler i forbindelse med prøvens afholdelse. Ved fejl og mangler forstås forstyrrelser af prøveaflæggelsen, fejl i selve prøven eller fejl ved prøveforløbet, jf. prøvebekendtgørelsen § 65 (retsinformation.dk)

Hvis der er tale om væsentlige fejl og mangler i forbindelse med prøver, herunder fejl og mangler, der kan have haft betydning for karakterfastsættelsen, skal skolens leder tilbyde en omprøve.

Om skolen skal eller kan tilbyde en omprøve til eleverne afhænger af det konkrete forløb på prøvedagen på skolen under FP10 engelsk. Styrelsen har fremsendt information og vejledning til alle skoler, der har henvendt sig angående deres prøveforløb, og som har været berørt af fejlen. På mange skoler har prøven kunne gennemføres inden for prøvens regler og rammer på trods af fejlen, mens nogle skoler har haft behov for at søge dispensation for afvigelse af prøvens krav. Nogle af disse skoler har modtaget dispensation fra styrelsen, således at deres elevers besvarelser kan blive bedømt, mens andre skoler har modtaget en afvisning på deres dispensationsansøgning. Afgørelserne er truffet på individuel basis efter en vurdering af, om skolens elever kan modtage en retfærdig bedømmelse af deres besvarelse den 8. maj på lige fod med landets øvrige elever.

Hvis en skole har modtaget dispensation, således at en elevs besvarelse fra den 8. maj kan blive bedømt på trods af fejl og mangler i prøveaflæggelsen, kan skolens leder alligevel godt vurdere, at elevernes præstation kan være blevet forringet på grund af fejlen. Skolens leder vurderer, om der er grundlag for at tilbyde eleven en omprøve.

Det er elevens valg, om eleven ønsker at tage imod tilbuddet om en omprøve. Eleven kan vælge ikke at tage imod tilbuddet om omprøve og beholde den karakter, som eleven har opnået ved prøven den 8. maj. Eleven får sin karakter for prøven aflagt den 8. maj senest den 13. juni, og derefter kan eleven beslutte, om eleven vil tage imod skolens tilbud om omprøve. En omprøve på grund af fejl og mangler kan ikke resultere i en lavere karakter, medmindre omprøven skyldes annullering af den oprindelige prøve, jf. prøvebekendtgørelsens § 66.

Nogle skoler har modtaget afslag på deres anmodning om dispensation i forbindelse med prøveaflæggelsen den 8. maj 2025. I tilfælde, hvor styrelsen ikke har kunnet imødekomme anmodningen om dispensation, skal skolens leder træffe afgørelse om, hvorvidt der har været tale om fejl og mangler ved prøven, og om prøven skal annulleres. Hvis prøven annulleres, skal der herefter foranstaltes en omprøve jf. prøvebekendtgørelsens § 65, stk. 4.

Hvis skolens leder annullerer prøven, modtager eleven ikke en karakter i FP10 skriftlig engelsk og kan kun modtage en karakter ved at tage imod tilbuddet om omprøve og aflægge denne. Da prøven i FP10 engelsk er frivillig, er det dog elevens valg, om eleven vil tage imod tilbuddet om omprøve.

Det bemærkes, at det også er muligt for skoler, der ikke har søgt dispensation hos styrelsen, at tilbyde eleverne omprøve, såfremt der er tale om fejl og mangler under prøven i FP10 engelsk. 

Elever, som ikke har kunnet gennemføre prøven i FP10 engelsk i maj 2025 grundet sygdom, udeblivelse eller af uforskyldt grund, skal ligeledes tilbydes at aflægge omprøven allerede i juni/august.

Betydningen af FP10 engelsk for elevers optagelse på ungdomsuddannelse

Prøven i skriftlig engelsk i 10. klasse kan ikke anvendes til at forbedre elevens gennemsnit fra folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse. Elever, der har bestået folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse, og som opfylder optagelseskravene til den ungdomsuddannelse, de søger ind på, kan opnå retskrav på baggrund af deres afgangseksamen fra 9. klasse.

Hvis en elev ikke har opnået retskrav efter 9. klasse og søger optagelse på HF eller gymnasie, kan det have betydning, om eleven har aflagt prøven i FP10 engelsk. Det skal understreges, at karakteren i ingen tilfælde har betydning for elevens optagelse på ungdomsuddannelser, idet det udelukkende er afgørende om prøven er aflagt. Det betyder også, at hvis eleverne, som følge af fejlen, får en lavere karakter ved prøven i engelsk i 10. klasse, end de ellers ville have fået, vil det ikke have betydning for deres mulighed for optagelse på ungdomsuddannelser. Her følger de scenarier, hvor aflæggelse af prøve i FP10 engelsk kan have en betydning.

Hvis eleven ikke opfylder optagelseskravene til den pågældende ungdomsuddannelse på baggrund af sin afgangseksamen fra 9. klasse og søger optagelse på en gymnasial uddannelse på baggrund af sin 10. klasse, er det et krav, at eleven på 10. klassetrin har modtaget undervisning i og aflagt enten 9.- eller 10.-klasseprøver i engelsk. Med andre ord skal eleven have aflagt FP10 skriftlig engelsk for at kunne opnå retskrav på optagelse på en gymnasial ungdomsuddannelse.

Da karakteren for prøven i skriftlig engelsk i 10. klasse ikke er et adgangskrav til ungdomsuddannelserne, har det ikke betydning, hvilken karakter eleven opnår, men udelukkende at eleven har aflagt prøven.

Hvis en elev søger optagelse på HF på baggrund af sin 10. klasse er det et krav, at 10.-klasseprøven i skriftlig engelsk er aflagt.

Da karakteren for prøven i skriftlig engelsk i 10. klasse ikke er et adgangskrav til ungdomsuddannelserne, har det ikke betydning, hvilken karakter eleven opnår, men udelukkende at eleven har aflagt prøven.

Optagelse på andre ungdomsuddannelser herunder erhvervsuddannelser er ikke afhængig af, om prøven i FP10 engelsk er aflagt eller ej. Prøven i FP10 engelsk har med andre ord ikke betydning for elevers optagelse på andre ungdomsuddannelser. 

Skolen kan videregive information om aflagt prøve til ungdomsuddannelser

For de elever, der har brug for at aflægge prøven i FP10 engelsk den 20. juni for at opnå retskrav på optagelse på HF eller gymnasial ungdomsuddannelse, kan skolen ikke nå at indberette karakterer til Styrelsen for IT og Læring inden for fristen den 20. juni (samme dag som prøven). Det skyldes, at prøven er censorbedømt, og at skolerne først vil få karakteren for skriftlig fremstilling fra censor i starten af august. Skolen kan derfor med fordel kontakte den ungdomsuddannelse, som en eleven søger ind på, og oplyse om, at eleven har aflagt prøven i FP10 skriftlig engelsk. Dette er kun nødvendigt, hvis eleven skal bruge prøven i FP10 skriftlig engelsk til at opnå retskrav.

Skolerne kan benytte skema til dokumentation for den aflagte prøve i FP10, som udfyldes og videresendes til ungdomsuddannelsesinstitutionen.

Download skema Dokumentation for aflagt prøve i FP10 skriftlig engelsk, maj/juni 2025 (pdf)

Sidst opdateret: 28. maj 2025