Hop til indhold

Baggrund og formål – frivillig og obligatorisk fase

Fra skoleåret 2024/2025 bliver det obligatorisk for alle elever i 9. og 10. klasse at anvende et nyt, centralt stillet tekstfelt til besvarelse af delprøven i skriftlig fremstilling i tysk, engelsk og fransk. Det betyder, at alle prøveafholdende skoler skal anvende tekstfeltet til prøveafvikling i fremmedsprogsfagene fra prøveterminen i december 2024 og fremadrettet. 

Det nye tekstfelt skal sikre en mere ligeværdig, retfærdig afprøvning af eleverne, fordi alle elever skriver deres besvarelse i et system med samme funktionalitet og samme adgang til hjælpemidler. Samtidig vil det nye prøveformat lette tilsynsopgaven i prøvesituationen ved at imødegå udfordringerne med utilsigtet og tilsigtet snyd med brug af bl.a. ordforslagsfunktionen, oversættelsesprogrammer og kunstig intelligens.

Information om nye prøvevilkår og tekstfelt

Tekstfeltet erstatter tekstbehandlingsprogrammer som Word og Google Docs i fremmedsprogfagsprøverne. Eleverne skal fremover skrive deres besvarelse direkte ind i et lukket skrivefelt i prøven i stedet for at udarbejde besvarelsen i et tekstbehandlingsprogram. Når opgaven er færdiggjort, vil besvarelsen kunne omdannes til en PDF, der kan printes og afleveres.

Tekstfeltet indeholder ikke stave- og grammatikkontrol. Det betyder, at tekstfeltet hverken viser de blå og røde streger, der indikerer en stave- eller grammatikfejl eller alternative skrivemåder (ordforslag). Eleverne skal således selv forsøge at finde frem til den korrekte stavemåde.

I tekstfeltet er det desuden ikke muligt at kopiere tekst ud eller ind af tekstfeltet. På den måde vanskeliggøres snyd via eksempelvis ChatGPT og Google Translate.

Eleverne må fortsat anvende ordbøger og grammatiske oversigter som hjælpemiddel. Kan disse ikke medbringes eller opbevares lokalt, kan de efter skolelederens nærmere anvisninger tilgås via internettet. 

Elever på særlige prøvevilkår kan få adgang til de samme hjælpemidler som hidtil og tekstfeltet er kompatibelt med læse- og skriveværktøjer, herunder med funktioner såsom ordforslag og tale-til-tekst. 

De nærmere rammer for prøven, herunder prøvens forløb, varighed, hjælpemidler, bedømmelse mv., bliver tilgængelige i prøvevejledningerne for hhv. tysk, engelsk og fransk, som udkommer i efteråret 2024. For elever, der skal aflægge semesterprøver i vinterterminen 2024/2025, kan der tages udgangspunkt i de midlertidige vejledninger for maj 2024, som findes længere nede på siden indtil de officielle prøvevejledninger offentliggøres.  

Vurdering af opgaven i skriftlig fremstilling for nyt prøveformat

I vurderingen af opgaven i skriftlig fremstilling i tysk, engelsk og fransk tager bedømmerne højde for, at eleven under opgavebesvarelsen har haft adgang til færre hjælpemidler. I prøvevejledningen fremgår det, at der skal foretages en helhedsorienteret bedømmelse og skelnes mellem meningsforstyrrende og ikke-meningsforstyrrende fejl. Enkelte fejl, som en aktiv stave- og grammatikkontrol almindeligvis ville have opfanget, bør ikke være udslagsgivende i bedømmelsen.

Sygeprøver, prøver og semesterprøver i vinterterminen 2024/2025

Hvis en elev skal aflægge sygeprøve, semesterprøve eller prøve i 2. fremmedsprog i vinterterminen 2024/2025 er der forskellige forhold som gør sig gældende. 

 

Typer af elever  Prøveform ved december 2024/2025  Vejledninger   Retningslinjer 
Elever, der skulle have aflagt prøve uden tekstfelt i sommerterminen 2024 og som skal aflægge en sygeprøve i vinterterminen 2024/2025 
Sygeprøven aflægges uden tekstfelt 
De vejledninger der var gældende i maj 2024
Retningslinjer der var gældende i maj 2024 
Elever, der skulle have aflagt prøve med tekstfelt jf. den frivillige indfasning i sommerterminen 2024, og som skal aflægge en sygeprøve i vinterterminen 2024/2025 Sygeprøven aflægges med tekstfelt
De vejledninger der var gældende for den frivillige indfasning i maj 2024 (se links nedenfor)
Retningslinjer der var gældende for den frivillige indfasning 
Elever, der aflægger semesterprøve i 2. fremmedsprog i vinterterminen 2024/2025, skal aflægge prøve med tekstfelt. 
Semesterprøven aflægges med tekstfelt
De vejledninger, der bliver tilgængelige i efteråret 2024 
Retningslinjer der er gældende for december 2024

 

Alle retningslinjer kan findes på ministeriets hjemmeside om retningslinjer. 

Sidst opdateret: 31. oktober 2024