Hop til indhold

Med mindre det fremgår af prøvebekendtgørelsens bilag 1 og 2, må internettet ikke anvendes til at søge efter, tilgå eller anvende hjælpemidler. Hjælpemidler skal i den forbindelse forstås bredt, det vil sige både informationer, noter, værktøjer mv.

Hjælpemidler, som har været anvendt i den daglige undervisning, må kun tilgås via internettet, hvis de ikke kan medbringes eller opbevares lokalt. Skolens leder skal tage stilling til, om specifikke hjælpemidler for eksempel programmer, digitale værktøjer og/eller digitale undervisningsmaterialer, som eleven kan benytte ved prøven kan tilgås lokalt (for eksempel på elevens computer, usb-stik, elevens eller skolens drev/lukkede netværk) eller medbringes i papirform, inden der gives tilladelse til at tilgå hjælpemidler via internettet eller i skyen.

Internettet må ikke bruges til at søge efter ny viden i prøvesituationen, for eksempel hvis der stilles opgaver i områder, som eleven ikke har modtaget undervisning i.

Hvis skolen arbejder med en cloud-løsning i forhold til programmer og/eller dokumenter, må elever gerne i prøvesituationen tilgå disse programmer og/eller dokumenter, hvis det ikke er muligt, at downloade disse til elevens pc'er og/eller tablet eller lignende.

Sidst opdateret: 2. september 2020