Når eleverne gennemfører folkeskolens prøver, skal de kende og efterleve regler for, hvordan de må bruge digitale hjælpemidler.
Det gælder blandt andet brugen af internettet, ChatGPT og øvrig kunstig intelligens og tekstbehandlingsprogrammer.
Digitale hjælpemidler udvikler sig hurtigt, og derfor bør alle skoleledere forud for folkeskolens prøver gennemgå de digitale hjælpemidler, som anvendes på skolen, med henblik på at afklare, om programmerne fortsat lever op til kravene og kun indeholder de funktioner, der er tilladte ved prøven. De tilladte funktioner kan findes i prøvebekendtgørelsens bilag 1 og 2 og er udfoldet i de enkelte prøvevejledninger.
Adgang til information og hjælpemidler via internettet
Eleverne må ikke bruge internettet til at søge viden eller tilgå eller anvende hjælpemidler, medmindre det fremgår af prøvebekendtgørelsens bilag 1 og 2. Hjælpemidler skal i denne forbindelse forstås bredt som både informationer, noter, værktøjer mv.
Når internettet må anvendes til at søge viden ved en prøve, er det ikke tilladt at anvende AI-genererede søgeresultater fra en browser. Eleverne skal altid kunne kildehenvise til de informationer, som de benytter i deres besvarelse.
Hjælpemidler, som har været brugt i den daglige undervisning, må kun tilgås via internettet, hvis de ikke kan medbringes eller opbevares lokalt. Det kan fx være bestemte programmer, digitale værktøjer og/eller digitale undervisningsmaterialer. Det er skolens leder, der tager stilling til, om de konkrete hjælpemidler kan tilgås lokalt.
Hvis skolen opbevarer programmer og/eller dokumenter i en cloud-løsning, må elever gerne tilgå disse, hvis det ikke er muligt at opbevare dem lokalt.
Brug af ChatGPT og kunstig intelligens
Eleverne må ikke bruge ChatGPT, WolframAlpha og andre tekstgenererende chatbot-værktøjer ved de skriftlige eller mundtlige prøver i folkeskolen.
Det gælder under hele prøvetiden i forbindelse med informationssøgning, korrekturlæsning, opgavebesvarelse, redigering mv.
Det betragtes som snyd, hvis en elev udgiver en andens arbejde for at være sit eget, herunder også en chatbots arbejde.
Ekspertgruppen om ChatGPT
I maj 2023 nedsatte børne- og undervisningsministeren en ekspertgruppe, der skulle undersøge ChatGPT og andre digitale hjælpemidlers konsekvenser for prøverne på landets skoler, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser.
Ekspertgruppen afleverede sine anbefalinger til Børne- og Undervisningsministeriet i april 2024.
Anbefalingerne lyder blandt andet, at prøver, hvor det er muligt at snyde eller blive anklaget for at snyde, skal begrænses. Det skal også være muligt at ændre i prøveformer hurtigere end tidligere, så prøverne løbende kan tilpasses ny teknologi.
Læs ekspertgruppens anbefalinger om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler (pdf)
Digitale hjælpemidler til elever, der aflægger prøve på særlige vilkår
Elever, der aflægger prøver på særlige vilkår, kan bruge en række ekstra hjælpemidler.
Læs mere om digitale hjælpemidler ved prøver på særlige vilkår
Formodning om snyd
Hvis den tilsynsførende under en skriftlig prøve får mistanke om snyd, bør den tilsynsførende undlade at forstyrre den pågældende elev.
Eleven skal aflægge prøven igen, også selvom formodningen ikke kan bekræftes.
Griber den tilsynsførende en elev i utvivlsomt at snyde, skal skolens leder straks informeres og bortvise eleven fra den pågældende prøve.
Konsekvenser ved snyd med digitale hjælpemidler til prøver
Opstår der før, under eller efter en prøve formodning om snyd, skal den tilsynsførende indberette dette til skolens leder.
Bliver formodningen før, under eller efter en prøve bekræftet, og har handlingen fået eller vil kunne få betydning for bedømmelsen af prøvebesvarelsen, kan skolens leder vælge en af følgende konsekvenser:
- Bortvise eleven fra prøven.
- Beslutte, at prøvebesvarelsen bortfalder.
- Beslutte, at eventuelle karakterer bortfalder.
En elev, der bortvises fra en prøve skal tilbydes at aflægge prøve på ny, uanset om formodningen er bekræftet.